Langt kærligt Brev fra Viggo, som jeg netop har tænkt så meget på i disse Dage. Han fortæller interessant om den smukke Stemning, der hersker i Paris, alle er beredte til at ofre Liv og Velfærd, der hersker Ro, Tillid og Tryghed.
Langt Brev fra den kære Viggo, der arbejder flittigt og lever stille i det uddøde Paris, han har fået Tilladelse til at aflægge et Besøg ved Fronten. Havde en Del Skriveri og gik Haven Rundt et Par Gange da jeg mærker at jeg ikke har godt af at sidde inde og læse hele Søndagen.
Jeg sad oppe i min Stue og ventede på det Øjeblik da den elskede Viggo skulle komme. Sad og læste i Martha Ottesens Danmarks Grænsevagt mod Syd da jeg hørte den lette gule Vogn køre op ad Banken. Viggo så så glad ud, det kunne jeg se oppe fra mit Vindue.
Glædede mig over et Kort fra Viggo, Kortet fremstillede den af ham og Moderen købte, af Palmer omgivne Villa i Cannes.
Hans og Kai rejste om Morgenen tidligt. Mary kørte om Eftermiddagen ind til Damefrisøren i Odense, og Preben og jeg gik en god Tur. Preben fortalte meget fra Verdenspolitikken, blandt andet fra Forholdene i Rusland.