Havde en rar Eftermiddag henne i Kinopalæet, hvor jeg for anden Gang så Hans Onsdagsveninde. Karl Gustav så så godt ud; det upålidelige, der er i hans Karakter, har han ikke vanskeligt ved at gengive i Rollen her; lo hjerteligt over Peter Malberg som Baldur Svanemose.
Direktør Melsing var hos mig hele Eftermiddagen og meddelte mig sine Planer, han håbede at kunne leje Betty Nansen Teatret, og jeg lovede at give det samme årlige Tilskud, som jeg gav Odense Teater og senere Betty Nansen Teatret.
Var meget tidligt oppe og arbejdede på ”Storkansleren”, til Svend Melsing kom. Han meddelte mig, at Henrik Bentzon havde købt det tidligere Betty Nansen Teatret og ønskede nogle Medaktionærer.
Spiste i Drachmanskroen, hvor jeg havde en behagelig Samtale med Erling Schroeder, der hele Døgnet var optaget af Englænderne og Teaterarbejdet.
Talte med Svend Fridberg, der nu skal i Gang med sine Oplæsningsmatinéer, der begynder med Nathan der Weisse. Edouard Mielche er ”Nathan”.
Odensebladene taler meget rosende om Karl Gustav; min Søn har været underkastet et langt Interview af Fyns Venstreblad; det er holdt i en kåd og drengeagtig Tone og omhandler både hans Ægteskab og Forholdet til mig og mange andre Ting, som ikke vedkommer Publikum.
Var henne i Saga at se Karl Gustav i den Film, som en Søn af hans afdøde Ven, Gösta Ekman har skrevet Op med lille Martha; jeg morede mig kostelig og glædede mig over, at det noget vanskelige Emne, en Mand i Damedragt, ikke gav Anledning til Lummerhed.