Var henne at besøge Houmark, der talte om, at Karl Gustav havde gode Chancer for at komme til Det Kongelige Teater, Teaterforholdene er ellers rent desperate.
Havde en rar Eftermiddag henne i Kinopalæet, hvor jeg for anden Gang så Hans Onsdagsveninde. Karl Gustav så så godt ud; det upålidelige, der er i hans Karakter, har han ikke vanskeligt ved at gengive i Rollen her; lo hjerteligt over Peter Malberg som Baldur Svanemose.
Arbejdede på Storkansleren. Så den amerikanske Film, der har vakt så stor Opsigt over hele Verden Månen skjuler sig. Filmen foregår under Besættelsen i Norge, men den er uden Fanatisme.
Skrev til Hellan Kolbye og ønskede ham tillykke med hans Ægteskab med Skuespillerinden Grethe Carlsen; bare det må gå, Hellan er så decideret homoseksuel. Besøg af Karl Gustav.