Om Aftenen gik jeg i Dagmarteatret og så Esmanns Før Brylluppet og Geijerstams Amor og Psyke. Det var en meget fornøjelig Aften. I Mellemakten traf jeg en af de Forstelever, der var på Tranekær i den Sommerferie da jeg var bleven Student, det var ham, der hed Holm.
Søndag Morgen og Solskin, og der blev intet af Viggos og min Tur. Pigen bragte mig en Telefonbesked fra ham: ”Hr. Jarl kommer op til Greven Kl. halv fire”, hverken mere eller mindre.
Talte med Viggo om Morgenen i Telefonen. Havde Møde henne hos Carlberg angående Årsberetningen. Sad længe henne hos Komtesse Lerche, jeg fortalte hende om, hvad Viggo betød for mig.
Havde en længere Forhandling med Højesteretssagfører Graae angående Arveanmeldelsen. Han så mørkt på Fremtiden både udadtil og indadtil.
Mødtes henne på Højesteretssagfører Graaes Kontor med Baronesse Gerda Bille-Brahe, der var yderlig misfornøjet med hvad hun foreløbig ville få at leve af efter sin Svigerfader. Jeg manede hende til Sparsommelighed.
De pjattede Københavnere taler om det gamle, halvrådne, grimme, brandfarlige Dagmarteaters Nedrivelse som om en National Ulykke, så blæse være med det, om Slottene med deres store Kulturværdier omskabes til Galeanstalter eller Rekreationshjem.
Direktør Melsing var hos mig hele Eftermiddagen og meddelte mig sine Planer, han håbede at kunne leje Betty Nansen Teatret, og jeg lovede at give det samme årlige Tilskud, som jeg gav Odense Teater og senere Betty Nansen Teatret.
Talte med Svend Fridberg, der nu skal i Gang med sine Oplæsningsmatinéer, der begynder med Nathan der Weisse. Edouard Mielche er ”Nathan”.