Jeg spiste ingen Frokost men derimod Middag Kl. 4 på Grund af Turen til Odense. Forinden skrev jeg en Del Breve. Halv seks kørte jeg ud af Gården og nåede Industripalæet i Odense lige som Schnedler-Petersens Koncert skulle begynde.
Juel-Madsen telefonerede og bad mig komme ud at se hans Malerier. Jeg havde megen Glæde af at se hans mange Billeder og Udkast, skønt han mest maler gråt, er der dog så megen Glæde over hans Landskaber, og så megen Romantik. En Lærke, der fløj op over en Mark, tiltalte mig meget.
Mødtes med Viggo i Drachmanskroen, et meget hyggeligt og aparte Lokale, jeg nød Samværet med Viggo og drak med Nydelse den fine Vin til Maden, fortalte Viggo om mine Planer med Gunnar, han forstod godt at jeg ville sikre mig et Menneske til mine gamle Dage.
Kørte til Odense hvor jeg spiste på Grand Hotel og gik så hen på Industripalæet at høre Poul Reumerts Oplæsning.
Et rart langt Besøg af Karl Gustav […]. Hans Engagement ved Riddersalen hører op til første August; han tager så lidt til Hornbæk.