Skrev til Starck og lykønskede ham til hans Engagement til Odense Teater, skrev langt Brev til Prins Gustav og sendte ham Generalen III, skrev også til Prebens Fødselsdag. Moder var langt flinkere i dag, hvad jeg glædede mig inderligt over.
Fik Brev fra Starck, der er meget glad over, at jeg har skaffet ham Engagement til Odense Teater; han rejser i Vinter med Erik Lassens Trup. Lassen var en pæn Mand, jeg husker ham fra Odense Teater.
Gik hen på Hotel Axellus og traf Starck på hans værelse, han så frisk og køn ud, kom fra i går at have spillet i Assens og skulle i morgen spille i Sakskøbing.
Havde en Del Skriveri vedrørende Odense Teater, Gæstespillet i København har nok ikke været stærkt besøgt, det er sikkert den Æsel til Welblund ved Fyns Vestreblad, der har foretaget Undermineringsarbejde.
Houmark-Interview i B.T. med Direktør Thorvald Larsen i Anledning af Odense Teaters Gæstespil i København. Omtalen af mig meget venlig.
Det glæder mig, at Rektor Holbech har taget til Orde i Fyns Stiftstidende mod disse teaterkritikere, der har gjort Odense Teater så megen Skade. Artiklen er holdt i Rektorens urbane, slebne Tone, men for den, der forstår at læse mellem Linjerne er Artiklen meget skarp.
Den snedige Satan til Fru Simpson har nu fundet på at proklamere i Bladene, at hun giver Afkald på Kong Edvard, et bedre Middel til at holde ham fast kunne hun næppe have fundet på.
Meget smukt Brev fra Hass Christensen som Tak for Teaterlegatet. Kongen har fået det lidt bedre.
Pænt langt Brev fra Karl Gustav, der har kreeret Hannibals Rolle i Kaj Munks Før Cannae på Kongens Fødselsdag i Odense. Nød rigtig det blå vatterede Sengetæppe i Nat.