Da jeg kom hjem forefandt jeg et højst ubehageligt Brev fra Slubberten i Claragade i Odense, ham Barberen. I en meget brøsig og truende Tone fortæller han mig, at den til Amerika rejste Svend trods sin skriftlige Erklæring må have sladret af Skole.
Jeg har ikke reageret på Olauf Nielsens sidste Brev med Opfordringen til at sende ham Resten af Erstatningen. Efter hvad jeg har bragt i Erfaring har han virkelig forladt Odense og har begivet sig til Nykøbing på Falster, hvor Faderen har en Barberforretning.
Barber Nielsen skrev til mig fra Nykøbing at han om cirka 14 Dage kom til Odense og der agtede at overgive Sagen til Sagfører Frandsen. Så må jeg nok en af Dagene til Odense at tale med Frandsen. Lukkede som sædvanlig om Søndagen Døren til min Stue i Lås for at have Fred.
I Odense gik jeg i det øsende Regnvejr op i Overgade 3 for efter Aftale at træffe Frandsen. Sagfører Krarup, en ung smuk, stærkt blond Mand, kom mig i Møde og meddelte mig, at Frandsen havde været nødsaget til at tage til København men havde efterladt et Brev til mig.
Preben kom lige fra Ø.K. og havde lige talt med Etatsråd Andersen, der overfor ham udtalte, at hvor meget han end holdt af Danmark, skulle han fødes på ny og begynde forfra ville han vælge at være Kosmopolit.