Preben tog tidlig ind til London, da han skulle til Audiens hos Kongen. Jeg pakkede først ind, da jeg ville lige på et Hotel i London, jeg skulle jo rejse ad Danmark til tidligt næste Morgen.
Vincens Leth kom om Morgenen for at følges med Hans og mig til Onkel Julius’ Begravelse. Vi kørte i Automobil til Rudkøbing, hvor Ekstraskibet, der skulle sejle Langelænderne over til Svendborg, havde Dampen oppe.
Besørgede en Del Skriveri og gik så en ganske kort Rundgang i Bedriften. Brev fra Wittrup, at man i Italien bestemt venter Landets Deltagelse i Krigen mod Østrig i Marts, han gruer for det da han samtidig venter en Revolution over hele Halvøen.
Efter at jeg havde læst Aviserne og set, at der endnu ikke er svageste Håb om Ende på den forfærdelige Krig skrev jeg en Del Breve, 1½ kom Bentzen med Automobilet og kørte mig ad Bogense til på en Mindetur.