Jeg drak Te alene nede i Spisestuen og overlod Adam Moltke til hans mange Forberedelser i Anledning af Kejserindens Komme. Jeg gik op til Svinninge og hen på Kirkegården og et godt Stykke hen ad Landevejen nordpå. Inden Frokost skrev jeg til Graae, Wittrup og Svendsen.
Var inde i Kerteminde at besørge en Del Ærinder, blandt [andet] på Posthuset at afhente det Brev fra Köln med Billet til Opførelsen af Elektra den 29. Juni.
Kl. 10 mødtes jeg med Forældrene inde på Villaen og tog så med dem ind til Nizza for at tage imod Kongen og Dronningen. I Nizza gik vi hen at købe Blomster til hendes Majestæt og spiste så en meget fin Frokost på Café de la Régense, hvor jeg for første Gang i lang Tid drak Vin.
Det meste af Dagen gik med Møder og Udveksling af Visitter med Byens Autoriteter, Borgmester Bresemann ser fæl ud og Rygterne om den Tone, han har indført i Nakskov er ikke overdrevne.