Jeg drak Te alene nede i Spisestuen og overlod Adam Moltke til hans mange Forberedelser i Anledning af Kejserindens Komme. Jeg gik op til Svinninge og hen på Kirkegården og et godt Stykke hen ad Landevejen nordpå. Inden Frokost skrev jeg til Graae, Wittrup og Svendsen.
Efter at jeg havde læst Aviserne og set, at der endnu ikke er svageste Håb om Ende på den forfærdelige Krig skrev jeg en Del Breve, 1½ kom Bentzen med Automobilet og kørte mig ad Bogense til på en Mindetur.
Jeg fulgtes på Vejen hjem et Stykke med Frøken Brandt, der fortalte, at Erik Scaveniuses Elskerinde var arresteret af Frihedskæmperne, stærkt kompromitteret, Erik selv er så forhadt, at man [frygter] for, han vil blive lynchet; mon han trods alt stadig går rundt med sit spottende Smil?