Havde Besøg af Bartholdy, der var meget opfyldt af Tanken om, at der måske snart bliver Fred; han er engelskvenlig om en Hals og tror fuldt og fast på Englændernes Sejr, han mente ikke, at Københavnerne bar Nag til Englænderne på Grund af Bombardementet.
Læser med Skræk [med Skræk] den Tale, som Goebbels har holdt, Goebbels udtaler med rene Ord, at der er Fare for, at Bolsjevikkerne snart vil oversvømme Europa og tilintetgøre Civilisationen. Gud give Tyskerne Sejren.
Talte med Thormann, der tidligere var Konsul for Estland og stadig er godt underrettet om hvad der foregår i Rusland; han fortalte, at Rusland samlede nye store Troppemasser, som skulle besætte Rusland.
Tunis og Bizerta er erobrede af de Allierede, mon det vil rykke Freden nærmere? Vil de Allierede prøve på at trænge ind i det europæiske Fastland over Sicilien eller over Tyrkiet? Men hvorledes vil det gå med Tyrkiets Neutralitet? Måske har England lovet Tyrkiet Beskyttelse mod Rusland.
Hellan Kolbye besøgte mig lige inden han skulle tilbage til Odense; fra mig skulle han hen at spise Frokost hos Svend Fridbergs Forældre og derefter være ene med den Elskede, lige til han skulle afsted på den i vor Tid så ubehagelige og besværlige Rejse til Odense.
Kehler bemærkede meget rigtigt, at Karl Gustav havde det som Blommen i et Æg.
Nød rigtig Haven og dens Blomster. De allierede trænge stærkt frem på Sicilien; Russerne er sikkert meget opbragte over, at dets Allierede ikke opfylde Stalins inderlige Ønske om, at de må angribe Balkanhalvøen.
Var til Generalprøven på Det Ny Teater og så Rebecca. Publikum bestod næsten udelukkende af Skuespillere, Teaterdirektører, Bladanmeldere og Forfattere, Erling Schrøder så ud, som om han gerne ville hilse på mig; Hans Henrik Krause så godt ud, ligeså Knud Rex.
Var oppe hos Thomans for at få gjort noget ved min Bandage.
Masser af kendte Folk er arresterede, Lensgreve Schimmelmann, Juel på Villestrup, Bent Holstein; det gør mig ondt for Fru Reinhold Jacobsen. Der er dræbt Masser i Nat under Gadekampene [i Nat].
Det, jeg har sagt i alle de seks År Krigen varede, indtræffer nu, Russerne har allerede slået sig ned på Bornholm og i fuld Gang med at befæste, som de selvfølgelig aldrig giver slip på, den næste Etape blive København og Göteborg.
Arbejdede på Storkansleren. Havde Besøg af Fru Andresen, der fortalte, hvor mange Ubehageligheder, hun havde hjemme i Kerteminde som Følge af Datterens Besøg.
Talte med Svend Fridberg, der nu skal i Gang med sine Oplæsningsmatinéer, der begynder med Nathan der Weisse. Edouard Mielche er ”Nathan”.
Det lader til, at Russerne vil blive hele Vinteren på Bornholm, som de næppe nogensinde forlader; der bliver ingen Engangsskat, men der vil forhåbentlig kunne presses tre Milliarder ud af Værnemagerne.
Karl Gustav sendte mig sit Billede af Hamlet med Yoricks Hoved; meget smukt. Arbejdede med Fru Jacobsen, der i går havde været sammen med engelske Officerer; de havde talt med megen Modvilje om Russerne, som de mente Englænderne snart kom i Krig med.
Arbejdede hele Eftermiddagen med Fru Reinhold-Jacobsen, der i Pauserne fortalte om alt det, hun havde fået at vide af den unge Holm, der lige er kommet hjem fra Tyskland.