Var til en meget morsom Eftermiddagsforestilling på Nygadeteatret, hvor jeg så Sarauws Peter den store og morede mig kosteligt over Peter Malbergs udmærkede Spil som Balder Svanemose, der blev Hovedrollen gennem Skuespillerens rigt facetterede og nuancerede Spil.
Var i Nørrebros Teater og så den gamle berømte Operette Som i Ungdommens Vår; blev meget bevæget over den Scene, hvor Peter Gade, der er blevet Gehejmeråd, for første Gang genser sin Ungdoms Elskede; det gjorde både Hans Kurt og Else-Marie smukt.
Uro er der stadig, de sidste Nætter er der blevet skudt her i Kvarteret; der bliver øvet sabotage mod tysksindede Medborgeres Huse og Forretning. Værst gør det til i Sønderjylland.
Kongen og Dronningen er er komne hjem fra Sønderjyllandsturen, under hvilken Kongen har opbygget Befolkningen ved stadig at græde af Rørelse, hvilket gjorde megen Lykke!