En pæn Søn af Redaktøren af Roskilde Tidende kom og interviewede mig angående mit Legat til Roskildensersamfundet.
Krigen synes foreløbig at være gået i stå. Kongen har det bedre, var oven i Købet i Det Kgl. Teater i går, mægtig hyldet af det overraskede og begejstrede Publikum.
Tyskerne har i Nat sprængt Domus Medica, K.B. Hallen, Peter Lieps Hus og Eremitagen i Luften; 35 Lærere blev i går fængslede. London Brænder, i Frankrig kan man se Skæret fra det brændende London; det vil sikkert ændre Krigens Gang. Nød Haven i det varme Solskin. Besøg af Karl Gustav.
Det lader til, at de Allierede også vil kaste hele Balkanhalvøen i Gabet på Rusland. Finland vil vist hurtig blive forvandlet til en Bolsjevikrepublik således som Østersøstaterne. Dronningen af Hollands Bolig i London er ødelagt af en Robotbombe, og Wilhelmine er flygtet ud på Landet.
Uro er der stadig, de sidste Nætter er der blevet skudt her i Kvarteret; der bliver øvet sabotage mod tysksindede Medborgeres Huse og Forretning. Værst gør det til i Sønderjylland.
Kongen og Dronningen er er komne hjem fra Sønderjyllandsturen, under hvilken Kongen har opbygget Befolkningen ved stadig at græde af Rørelse, hvilket gjorde megen Lykke!