Var til den retrospektive Afskedsforestilling på Dagmarteatret, det var arrangeret af Politiken. Det bedste var Robert Neiiendams af gode Grunde stærkt koncentrerede Foredrag om Dagmarteatret gennem Årene. Meget smuk var Henrik Nathansens Epilog, fremsagt med dyb Følelse af Johannes Poulsen.
Var oppe at se til Starck, der er dybt nedtrykt over sin sørgelige Tilværelse, også hans Håb om at blive Fremmedfører, er slået fejl. Han sagde, at Fru Nansen lukkede sit Teater, og at hendes Skuespillere under Jakob Nielsens Ægide gik til Aalborg, hvad gør Karl Gustav?
Mødte Robert Neiiendam, der ligesom jeg var henne at se på Nedrivningen af Dagmarteatret, der gjorde ham ondt, ligesom det gør mig ondt.
Skrev til Pastor Reerslev i Anledning af den Succes, han har haft med Skriftefaderen på Aalborg Teater.
Busck fortalte en hel Del om Kaj Munk, der udsender sine Bøger på Buscks Forlag. Forbindelsen mellem de to skriver sig fra Regenstiden, da Kaj Munk som så mange andre Regensianere fik sine Bøger fra Buscks Boghandel, ligesom de andre Regensianere kalder Munk Busck for ”Onkel Busck”.
Tunis og Bizerta er erobrede af de Allierede, mon det vil rykke Freden nærmere? Vil de Allierede prøve på at trænge ind i det europæiske Fastland over Sicilien eller over Tyrkiet? Men hvorledes vil det gå med Tyrkiets Neutralitet? Måske har England lovet Tyrkiet Beskyttelse mod Rusland.
Karl Gustav havde plaget mig til at se Dagmarrevyen, noget dumt Tøjeri, som ikke engang var morsomt.
Uro er der stadig, de sidste Nætter er der blevet skudt her i Kvarteret; der bliver øvet sabotage mod tysksindede Medborgeres Huse og Forretning. Værst gør det til i Sønderjylland.
Kongen og Dronningen er er komne hjem fra Sønderjyllandsturen, under hvilken Kongen har opbygget Befolkningen ved stadig at græde af Rørelse, hvilket gjorde megen Lykke!