Jeg havde gået i Spænding angående Præsidentvalget så jeg telefonerede straks om Morgenen til Kerteminde Avis for at få Resultatet at vide: Hindenburg er valgt!
Hvad skal man tro om de engelsk-franske Aftaler? Mon virkelig England vil tillade at Frankrig dekreterer hele Rhinlandet som sit Operationsområde, ifald nogen af Frankrigs Allierede (Polen og Tjekkoslovakiet) bliver angrebet.
Besøgte Houmark, der var meget glad over, at han var kommet på Finansloven med en særdeles rundelig Forfattergage.
Var ude hos Kejserinden, der modtog mig på det venligste. Hun var for Resten meget irriteret over at Prinsesse Thyra var blevet tvunget til at forlade Amalienborg for at bo i en beskeden Lejlighed i Østbanegade uden så meget som en Dame om sig.
Besøgte så Carlberg, der var meget optaget af sin Deltagelse i Pressekongressen i Köln og aldeles imponeret af Tysklands Opkomst de sidste År, Tyskland var rigt og fuldt af Initiativ, i Skjul skabtes en ny Hær, Republikken var konsolideret, mente han.
Talte udenfor med Albrecht Schmidt, der efter Hofmans Krak er blevet midlertidigt Direktør for Dagmarteatret, han ville nødig fortsætte næste sæson; sagde, at det Folk helst ville se i Teatret var på en Gang muntre og sentimentale Stykker.
Henvendelse fra Skuespillerne på Dagmarteatret med Anmodning til mig om at redde Teatret. Fra forskellige Sider er Anmodningerne kommet først fra Holger Rørdam, nu senest fra Fru Olivia Norrie.
Om Aftenen så jeg Verdenssuccessen, Marcel Pagnols Den store A.B.C. på Dagmarteatret. Stykket harcelerer vittigt over Korruptionen i Forretnings- og Regeringskredse, og gør tykt Nar af de naive Mennesker, der troede, at Verden skulle gå lutret og forbedret ud af Verdenskrigen.
Preben skriver om de vanskelige Forhold i England, han så nu de indiske Fyrsters Sammenkomster med de engelske Ministre og disses Koner, tidligere Kokkepiger og Sypiger og mindedes den holstenske Adels Udtalelser om at den ikke ville regeres af den sjællandske Bonde.
Store Begivenheder i Tyskland, hvor det synes som om Højre skal komme til Magten. Gid så Republikken må blive fejet væk.
Krigen mellem Kina og Japan er nu udbrudt til Trods for det latterlige Folkeforbunds Bestræbelser for at forhindre det. Blot vi nu ikke står over for en ny Verdenskrig. Jeg gyser.
Direktør Thorvald Larsen sendte mig en Bunke Skuespilmanuskripter til Gennemlæsning – Odense Teater er en Oase i den danske Teaterørken. Fik en Henvendelse med Bøn om Hjælp fra Halvdelen af Dagmarteatrets Personale, der ønsker at bryde ud og danne en ny Scene! De Stakler!
Starck skriver fra Berlin, at Elendigheden i den tyske Rigshovedstad er endnu større end de første År efter Krigens Slutning, Folk, der have kendt bedre Dage, ligger på Gadehjørner og er glade ved at få 5 Pfennig. Det bærer efter Starcks Mening hen mod Monarki, Folk længes efter Orden.
Glæder mig over Hitlers Valg til Rigskansler, blot det må betyde Monarkiets Genindførelse.
Kejserdømmets Genindførelse i Tyskland synes at være Spørgsmål om Dage.