Jeg spiste hos Preben og Mary henne på Monopol og havde det rigtig rart, hvor er dog Mary rar. Synd at Preben stadig bider hende af. Vi var så til den store sceniske Begivenhed, Opførelsen af Sigurd Braa.
Var til Kuren på Amalienborg. Den unge Kronprins så helt pæn ud i sin Sekondløjtnantsuniform. Udenfor Barberen i Phoenix stødte jeg på Frederik Treshow, der præsenterede en ualmindelig net voksen Søn for mig, han er meget høj og ligner sin onkel, Danseren Uhlendorff.
Preben og jeg var til Grevinde Schacks Begravelse; Provst Fenger gav en meget rammen Karakteristik af den betydelige Kvinde, der nu er gået bort.
Der var mange, som skulle med Toget fra Kerteminde, var glad over at skulle til Odense, disse Ture er jeg kommet til at holde meget af. Talte på Stationen med Pastor Bierre om Prebens eventuelle Foredrag.
Havde et langt hyggeligt Besøg af Bobé. Skrev en Del Breve, besørgede nogle Forretninger og var om Aftenen i Det Kongelige at se Helge Rodes Det store Forlis! Talte i Mellemakten med Axel Gade og Dr. Heine.
Så i Det Kongelige Teater Sophus Michaëlis Lægen. Indignationen over det russiske Kejserdømmes Gerninger synes allerede så forældet nu under Bolsjevikkernes blodbestænkte og tyranniske Regimente.
Var dårlig og ilde tilpas. Op ad Dagen blev det bedre, så jeg havde Glæde af Ved Bosporus og Kermessen i Brügge. Nede i Hallen på d’Angleterre sad Fabrikant Hans Steensen i en meget øm tete-a-tete med en ung Løjtnant.
Jeg sad oppe i min Stue og ventede på det Øjeblik da den elskede Viggo skulle komme. Sad og læste i Martha Ottesens Danmarks Grænsevagt mod Syd da jeg hørte den lette gule Vogn køre op ad Banken. Viggo så så glad ud, det kunne jeg se oppe fra mit Vindue.
Jeg kunne ikke dy mig for at gå op til Dr. Broch for at tale om den sønderjyske Adresse, han mindede om, at mange imellem de Allieredes Befolkninger ville tale Sønderjydernes Sag, når Fredskongressen nu snart trådte sammen. Professor Werrier ville blive hørt i Frankrig, Roosevelt i Amerika.
På Folketeatret så jeg det slet skrevne Hausse, der gør så stor Lykke fordi det er aktuelt.
Så i Det Kgl. Teater Goldschmidts En Skavank med Mantzius som Prokurator Severin, både interessantere og morsommere fandt jeg Det Kongelige Teaters nye Kraft Bertel Krause, han er den første siden Olaf Poulsens Afgang, der virkelig kan fremkalde Latter.
Var henne at besøge Onkel Isse og købte derpå to smukke Billeder af Napoleon den Tredje henne hos Billedhandleren i Dronningens Tværgade. I det Kongelige Teater så jeg Oehlenschlägers Tordenskjold. En underlig Ide af Johannes Poulsen at snakke norsk, men det gav Rollen en vis cachet.
Var til en udmærket Forestilling om Eftermiddagen på Det Kgl. Teater, det var Strindbergs Båndet. Poul Reumert og Bodil Ipsen havde hovedrollerne.
Var om Aftenen henne i Det Kgl. Teater, hvor Carl Gandrups 3 nye Enaktere gik. I Faldne Engle havde Sceneinstruktøren virkelig skabt en Uhyggestemning fra 1914, Sne, Blod, Sårede, men hvor hans Personer dog taler et unaturligt Sprog.
Frantz Schack var oppe hos mig i Anledning af Indsamlingen til Kejserinde Dagmar.