Var om Aftenen henne at se Tor Hedbergs Rembrandts Søn, der var meget stillestående og absolut ingen Lykke gjorde, alt var ellers forberedt på Succes, Forfatteren selv sad på en ret fremskudt Plads i Festdragt, men blev ikke fremkaldt.
Overværede Opførelsen af Rigoletto. Den nye Tenor Marius Jakobsen har meget tilfælles med Herold, nogle af hans Toner var meget smukke, Fru Wilton var Gilda, hun har en forbløffende Intonationsfærdighed.
Kejserinde Dagmar er død. Jeg tænkte en hel Del på denne i enhver Henseende stort anlagte Kvinde, som jeg har haft den Lykke at komme i et lidt nærmere Forhold til end Folk i Almindelighed.
Var i det Kgl. Teater at se Schillers Maria Stuart. Dette Drama har altid virket på [mig] som Slangens Blik på Frugten. Min efterhånden noget aftagende Hørelse generede mig noget under den dejlige Scene i Begyndelsen af tredje Akt.
Besøgte så Carlberg, der var meget optaget af sin Deltagelse i Pressekongressen i Köln og aldeles imponeret af Tysklands Opkomst de sidste År, Tyskland var rigt og fuldt af Initiativ, i Skjul skabtes en ny Hær, Republikken var konsolideret, mente han.
Var om Aftenen henne at høre Ruy Blas oplæst af Johannes Poulsen. Mon det egentlig var klogt af Det Kgl. Teater at lade Johannes Poulsen gå for at beholde Poul Reumert?
Direktør Gregaard var glad ved ”Generalens” anden Del, da han mente at have fået Impulser til Sangspillet Spaniolerne på Fyn, som han skal have frem på Folketeatret.
Var til den store Diskussionsaften i Studentersamfundet, det er blevet stærkt radikaliseret siden jeg var Medlem i Halvfemserne, de ældre og yngre Medlemmer synes alle at være overbeviste Socialdemokrater. Redaktør Reventlow og Professor Knud Berlin.
Glæder mig til Odenseturen på Fredag, har også bestilt Billet til Hansen, ham jeg meddelte det i Brev. Skade at Budtz forlader Odense Teater, han skal til Folketeatret i København. Jeg skal besøge ham på Fredag.
Om Aftenen så jeg på Det Kgl. teater det anonyme Stykke Anna Aurora, det smigrer tykt for de brede Lag, men er morsomt, og flere af Personerne er godt sete og så blev det spillet á la perfection. Naturligvis først og fremmest af Fru Bodil Ipsen, der var den bodfærdige Magadalene.
Så om Aftenen på Det Kgl. Teater Sven Langes Til Skjaldens Ihukommelse. Den Slags Hæklearbejde er vist nemt at forfærdige, og var det ikke de historisk bekendte Personer i Stykket og de kongelige Skuespilleres fortrinlige Spil, gad vist ingen Kat se det.
Var henne i Folketeatret at se Sven Langes Fru Marie Grubbe, der står ganske på Højde med de værste Dramatiseringer af Gøngehøvdingen.
Var ude at tage Billet til Det Ny Teater. På Vejen derfra, ved Skt. Jørgens Sø talte jeg med Carlberg. Lidt efter mødte jeg Hans Beck, som jeg ikke havde talt med i mange År, den gamle Balletmester har endnu bevaret Spor af fordums Skønhed.
Arbejdede længe på Det Kongelige Bibliotek, ude i Forhallen talte jeg med Robert Neiiendam, vi drøftede Hans Chr. Knudsen i Anledning af at jeg skriver om ham i tredje Del af ”Generalen” og Neiiendam har overladt mig et interessant Billede af Knudsen til Bogen.
Sad roligt og læste i Les Thibault og i Georg Brandes, Goethe og Grundtvig. Var til Eftermiddagsforestillingen på Folketeatret og så Cornevilles Klokker.
Telegraferede til Hans Beck i Anledning af, at det idag er 50 År siden han første Gang optrådte på Det Kongelige Teater. Hauch var et Øjeblik inde hos mig inden han rejste. Arbejdede ihærdigt på Generalen. Kørte ind til Odense lige efter Frokost.
Arbejdede som sædvanlig på Generalen. Var inde i Kerteminde at bestille en Ramme til det nye Billede af Napoleon den tredje. Arbejdede hele Eftermiddagen på den nye Bog. 5½ spiste Moder og jeg Middag og 6½ kørte jeg ud af Gården af Odense til.
Det var en god Opførelse af Elverhøj på Odense Teater, navnlig Poul Flemming og Albert Ebbesen, der er det ømme Punkt alle Dagene, også på Det Kgl. Teater; blev godt spillede af Carl Jørgensen og Mervild.
Morer mig over Det Kongelige Teaters Skuespillere. Ved sidste Folketingsvalg gik de med bram og brask til Valg højt proklamerende at de ville stemme socialdemokratisk.
Det er nogle ordentlige Spektakler på Det kgl. Teater i Anledning af Adam Poulsens Udnævnelse til Teaterchef, der er en almindelig Udvandring af de bedste Kræfter fra Teatret.