Var ude i Betty Nansen Teatret og så Howalts Hvis jeg havde Penge.
Kørte så ud til Betty Nansen Teatret til Premieren på den tjekkiske Karel Capeks Drama Moderen.
Var til Premiere på Leck-Fischers De sorte Fugle på Betty Nansen Teatret og syntes godt om dette alvorlige, stærkt gribende Stykke, der handler om den Dag, den nye Verdenskrig bryder ud, et Emne, som nu gribes med Begærlighed af Digterne, men som åbenbart ikke tiltrækker Publikum.
Hele Pressen er enig om at nedsable Leck-Fischers Stykke, hvor uretfærdigt. Heldigvis er der lige så stor Enighed om at rose Karl Gustavs fremragende Spil, lige så naturligvis Henrik Bentzons.
Sendte Karl Gustav de Papirer, jeg skal underskrive i Egenskab af Forlover ved hans Bryllup, men jeg lovede intet om at give ham flere Penge, han må vænne sig til at komme ud af med det, jeg giver ham hvert Kvartal.
Alle er meget optagne af Præsident Roosevelts Budskab til Hitler og Mussolini, de tvende Diktatorer vender sikkert det døve Øre til disse Lokketoner, vestigia terrent, Tyskerne ved af sørgelig Erfaring, hvad der kom ud af Præsident Wilsons Mægling i 1918.
Hitlers med så megen Spænding af hele Verden ventede Tale er holdt i forholdsvis rolig Toneart, men han lader dog skimte, at han næppe holder Fingrene fra Danzig i Længden.
Graae mente, England og Frankrig snart blev nødt til at indlede Fredsforhandlinger, de kan ikke klare sig mod de mægtige Stater Tyskland og Rusland; nu vil Rusland til at opsluge det ulykkelige Finland og strækker allerede sine Fangarme ud mod Sverige.
Nu er det sket. Rusland har under det elendigste Påskud, der endnu har indledt en Krig, kastet sig over Finland.
Det forlyder nu, at da Frankrigs og Englands Sendebud i Moskva forhandlede om en Alliance med Rusland, stillede Stalin og Molotov Krav om frie Hænder overfor Finland og Østersøstaterne, det blev afslået; men så kom Ribbentrop og han gik på Hitlers vegne med på den værste.
Var til Eftermiddagsforestilling på Det Kongelige Teater, hvor de opførte Kjeld Abells Anna Sophie Hedvig, som interesserede mig, selvom min tiltagende Tunghørhed generede mig.
Smukt at læse om de Skarer af begejstrede unge Mænd, der fra overalt i Europa strømmer til de finske Faner for at beskytte det heltemodige Finland mod russisk Despoti; Prins Valdemars Svigersøn, Prins René af Parma, er på Vej derop, han kom til København i går på Vej til Finland.
Pænt Brev fra Thyra, der fortæller, at Svogeren Knud Juel nu også er draget mod Nord for at indtræde som Frivillig i den finske Hær; det er den anden af mine Slægtninge, der er ilet Finnerne til Hjælp; den anden er min Grandnevø, Erhard Frijs; Agnes Sønnesøn.
Jeg begynder at håbe på, at en Revolution i Rusland skal bringe en Afslutning på Krigen; det ulmer overalt i det store Rige, og Banditten Stalin er blevet urolig.
Pænt overalt at møde Medfølelse med Finland; i dag sagde Fru Thomsen til mig, at hun troede den strenge Kulde var sendt os af Gud, for at vi skulle tænke på, hvor ondt Finnerne havde det.
Om Aftenen havde jeg en Del Skriveri i Anledning af de finske Børns Anbringelse, der skal 100.000 her til Danmark. Lad os håbe at Systemet i Rusland er så råddent og Landet så overmodent til Revolution, at der ikke bliver noget af Finlands Erobring.