Kejser Wilhelm har på nogle Punkter været klogere end sin Samtid, blandt andet med Hensyn til den gule Fare, thi det at Englands og Frankrigs Politik tvinger Japan, og dermed Kina, lige i Armene på Rusland, må unægtelig betragtes som en stor Fare.
Hindenburg er opstillet som Kandidat til Præsidentværdigheden, det tiltaler min monarkistiske Følelse, men mon det dog ikke er en farlig Leg? Jeg håber han vil gøre det bedre end MacMahon i sin Tid.
Jeg havde gået i Spænding angående Præsidentvalget så jeg telefonerede straks om Morgenen til Kerteminde Avis for at få Resultatet at vide: Hindenburg er valgt!
Jeg tror ikke rigtigt på Professor Carl Hansens Teori om, at Bolsjevismen vil antage mildere og mildere Former nu hvor Trotzky atter er kommet til Magten; således at det nuværende Styre vil kunne konsolideres.
Hvad skal man tro om de engelsk-franske Aftaler? Mon virkelig England vil tillade at Frankrig dekreterer hele Rhinlandet som sit Operationsområde, ifald nogen af Frankrigs Allierede (Polen og Tjekkoslovakiet) bliver angrebet.
Preben skriver at Lloyd Georges vil have Staten til at ekspropriere Godsejernes Jord ”da de Mennesker ikke er nogen Nytte til”.
Var ude hos Kejserinden, der modtog mig på det venligste. Hun var for Resten meget irriteret over at Prinsesse Thyra var blevet tvunget til at forlade Amalienborg for at bo i en beskeden Lejlighed i Østbanegade uden så meget som en Dame om sig.
Besøgte så Carlberg, der var meget optaget af sin Deltagelse i Pressekongressen i Köln og aldeles imponeret af Tysklands Opkomst de sidste År, Tyskland var rigt og fuldt af Initiativ, i Skjul skabtes en ny Hær, Republikken var konsolideret, mente han.
Arbejdede ihærdigt på Generalen. Var til Eftermiddagsforestilling på Det Ny Teater og så et henrivende Stykke, der rørte mig dybt, det handlede om Weyses Kærlighed til Frøken Julie Tutein. Da jeg ingen kendte i Teatret, kunne jeg græde uforstyrret.
Var ude at tage Billet til Det Ny Teater. På Vejen derfra, ved Skt. Jørgens Sø talte jeg med Carlberg. Lidt efter mødte jeg Hans Beck, som jeg ikke havde talt med i mange År, den gamle Balletmester har endnu bevaret Spor af fordums Skønhed.
Preben forklarede mig, hvorfor kun to af de russiske Storfyrster var tilstede ved Kongens Taffel efter Kejserindens Bisættelse. Storfyrsinde Xenia havde sagt til dem alle, at de skulle blive derfra, da den danske Konge havde behandlet Kejserinden så dårligt.
Da Preben kom tilbage fortalte han en Del fra det engelske Hof, om Kongens Drukkenskab, der havde forårsaget Faldet med Hesten og fremkaldt den Sygdom, der nær havde bragt ham Døden, Dronningen er altid efter ham for at hindre hans Drikkeri, den ene Gang havde hendes Årvågenhed svigtet.
I Forgemakket på Christiansborg talte jeg med Carl Moltke, der er kommet til at se noget havareret ud, han halter og må støtte sig til en Stok, med General Castenschiold og Grosserer Ernst Meyer, som jeg synes godt om fra dengang vi var sammen i Nationalbanken.
Julie Reedtz-Thott kom for at fortælle Moder om sit Ophold på Sandringham, hun fortalte, at Petersen var blevet meget feteret.
Preben og Kai kom Kl. 3. Preben er meget optaget af Kronprinsens og senere Kongens [og] Dronningens Besøg, det var, som jeg intet Øjeblik har været i Tvivl om, en Frierfærd, og den mislykkedes så grundigt som muligt.
Preben skriver om de vanskelige Forhold i England, han så nu de indiske Fyrsters Sammenkomster med de engelske Ministre og disses Koner, tidligere Kokkepiger og Sypiger og mindedes den holstenske Adels Udtalelser om at den ikke ville regeres af den sjællandske Bonde.