Borgmester Chemnitz i Haderslev er bleven afskediget som følge af hans brutale Adfærd overfor de danske Skuespillere. Der kan man dog se at det var ganske godt vi for en Gangs Skyld satte os på Bagbenene, ellers var den Sag helt dødt hen.
Om Aftenen iførte jeg mig min Gallauniform og kørte op til Quirinalet. En sød Lakaj ligesom på Amalienborg åbnede Vogndørene. Hele Vejen op ad Trapperne stod de røde Lakajer i Rækker foran Gelænderet og stod ret ligesom Soldater.
Blodig Revolution i Lissabon. Det virkede uhyggeligt og deprimerende på mig.
Tanken om Revolutionen i Portugal piner mig vedvarende, jeg har jo lige fra mine tidligste År hadet Republikken og holdt af Monarkiet.
Var om Aftenen for første Gang i mit Liv i Sønderbros Teater og så det henrivende De små Landstrygere, som jeg rigtig nød.
Var ude i Det Borgerlige Teater og så en Spurv i Tranedans. Blev overrasket ved at se Roskildenseren Schleis-Christiansen som Halling, han så godt ud, det var ham der spillede i Roskildensersamfundets Revy for et Par År siden.
Var om Aftenen i Det Borgerlige Teater og så Palle Rosenkrantzes Klovnen med Alstrup i Hovedrollen. Han var udmærket.