Efter Massagen hvilede jeg, til jeg skulle spise Middag og derpå med Linje 15 til Folketeatret. Overalt på Gaderne så man Folk tilkendegive deres Glæde over, at Kongen havde genoptaget Regeringens Førelse. Så Giraudoux' Amfitryon 38 med Henrik Bentzon og Else Skouboe i Hovedrollerne.
Hellan Kolbye besøgte mig lige inden han skulle tilbage til Odense; fra mig skulle han hen at spise Frokost hos Svend Fridbergs Forældre og derefter være ene med den Elskede, lige til han skulle afsted på den i vor Tid så ubehagelige og besværlige Rejse til Odense.
I dag for 60 År siden flyttede jeg til Roskilde, og et nyt betydningsfuldt Afsnit af mit Liv begyndte. Blev færdig med det første Kapitel af Storkansleren VII.
Fru Jensen, der har en Søster i Odense, fortalte, at Spektaklerne var begyndt med, at nogle unge Mennesker havde fået fat i de tyske Soldaters danske Piger, havde raget alt Håret af dem, hvorpå de kylede dem i Odense Å.
Norge er blevet befriet, så nu er der Fred over hele Europa; sad længe og lod mig bage af Solen ude i Haven; jeg så på, at der blev gjort nyt Forsøg på at fange min Genbo, Maler Frandsen, der nok har et meget stort Synderegister, ved hvilket han har tjent en stor Formue.
Lisbeth kom atter i dag ind i Haven at besøge mig; jeg holder mig meget af det Barn. Blev behandlet af Poul Sørensen ude i Valby. Spiste i Drachmannskroen, Poul Sørensen havde skaffet mig den bedste Billet i Riddersalen.
Havde meget Skriveri, også i Anledning af Terminer med mine mange Gaver og Understøttelser; havde også Skriveri angående Rusgildet. Talte med Direktør Knud Rex, der var lidt skuffet over, at hans Frihedskæmperforestilling ikke trak godt Hus.
Var sammen med Karl Gustav til Generalprøve på en vanvittigt fjollet Farce af den amerikanske Kesselring Arsenik og gamle Kniplinger.