Var til Eftermiddagsforestilling på Folketeatret, hvor Vildanden blev givet. Det er en underlig Ide af Thorvald Larsen at ville drage Johannes Meyer så stærkt frem og navnlig at lade ham vedblivende være Pendant til Fru Skouboe.
Var i Folketeatret at se det pæne Stykke, Holger Rørdam har skrevet i Anledning af Kongens 25 Års Jubilæum. Det var sat godt i Scene af Thorvald Larsen, der overhovedet er den eneste københavnske Teaterdirektør, der kan klare sig, jeg har altid holdt på, at han var en dygtig Mand.
Karl Gustav vidste ikke endnu om han blev genengageret af Fru Nansen, men hvorfor skulle han ikke det, selvom Fru Nansen er en lunefuld Dame? Hans store Succes i I Brændingen må have givet ham en god position.
Var henne at besøge Direktør Thorvald Larsen på Folketeatret. Han så ikke så mørkt på Teaterforholdene, idet både Casino og Nørrebro Teater reddes.
Var oppe at se til Starck, der er dybt nedtrykt over sin sørgelige Tilværelse, også hans Håb om at blive Fremmedfører, er slået fejl. Han sagde, at Fru Nansen lukkede sit Teater, og at hendes Skuespillere under Jakob Nielsens Ægide gik til Aalborg, hvad gør Karl Gustav?
Var henne at tage Billet på Folketeatret til Premieren på Kaj Munks Sejren, rart at Sæsonen nu begynder, blot jeg må få Kræfter til at glæde mig over Teatrene.
For første Gang i lang Tid trak jeg i Smoking og var til den med så megen Spænding imødesete Premiere på Kaj Munks Sejren.
Sendte Direktør Thorvald Larsen en lang Redegørelse for mine Indtryk af Sejren, meddelte ham også Sammenhængen i min Strid med Odense Teater, sendte ham også mit Fotografi.
Houmark havde talt med Teaterchef Andreas Møller, der omgikkes med Planer om at engagere Karl Gustav til Det Kongelige Teater, Fru Betty Nansen mente, at Karl Gustav havde godt af at blive lidt hos hende endnu.
Skrev efter Anmodning af Direktør Thorvald Larsen et Indlæg til Berlingske Tidende for at råde Bod på den sønderlemmende Kritik af Folketeatrets nuværende Forestilling.
Var henne på Folketeatret at besøge Direktør Thorvald Larsen, med hvem jeg som altid fik en god Samtale.
Var ude i Betty Nansen Teatret og så Howalts Hvis jeg havde Penge.
En stor, betydningsfuld Dag er det i dag, Chamberlain, Daladier, Mussolini og Hitler er blevne enige, og de have underskrevet en Protokol, der udleverer Sudeterlandet til Tyskland.
Var til Eftermiddagsforestillingen på Folketeatret at se Nøddebo Præstegård, som jeg så, da det kom frem i 1888; ude i Foyeren var der ophængt en Plakat fra Premieren.
Kørte så ud til Betty Nansen Teatret til Premieren på den tjekkiske Karel Capeks Drama Moderen.
Langfredag har Mussolini benyttet til at erobre Albanien, han kan ikke som Hitler foretage sine Erobringer uden blodsudgivelse. Mon England griber ind? Nej, såmænd gør det ej, lige så lidt som dersom Polen blive angrebet, trods alle de store Ord.
Var til Premiere på Leck-Fischers De sorte Fugle på Betty Nansen Teatret og syntes godt om dette alvorlige, stærkt gribende Stykke, der handler om den Dag, den nye Verdenskrig bryder ud, et Emne, som nu gribes med Begærlighed af Digterne, men som åbenbart ikke tiltrækker Publikum.
Hele Pressen er enig om at nedsable Leck-Fischers Stykke, hvor uretfærdigt. Heldigvis er der lige så stor Enighed om at rose Karl Gustavs fremragende Spil, lige så naturligvis Henrik Bentzons.
Sendte Karl Gustav de Papirer, jeg skal underskrive i Egenskab af Forlover ved hans Bryllup, men jeg lovede intet om at give ham flere Penge, han må vænne sig til at komme ud af med det, jeg giver ham hvert Kvartal.