Casino Teatret

Det er nu igen begyndt at gå godt i Græsk. Mathiesen har givet os fri både for Fransk og Stil til den første Dag efter Fastelavnsfesten.

Vi begyndte med romersk Bad og kom hjem med god Appetit til Teen. Efter Frokost gjorde vi Visit hos Bedstefader, med hvilke to + Frederik vi gik en lille Tur, derpå var vi alle uden Bedstefader henne at se Kæmpen i National, på Hjemturen var vi inde hos Konditoren på Amagertorv.

Jeg glædede mig enormt til Kameliadamen og nød det i høj Grad, mere end sidst. Fru Sechers ”Kameliadame” kan ikke overtræffes af nogen dansk Kunstnerinde. Man føler sig overbevist om at hun er således som Marguerite var i 1845 i Alexandre Dumas Hjerne.

Var om Aftenen i Casino og så Dronning Crinoline. Sad ved Siden af Overhofceremonimester Oxholm og Frue. Fru Oxholm bemærkede særdeles træffende om de i Stykket optrædende Damer: ”De ville forekomme mindre uanstændige såfremt de slet ingen Klæder havde på”.

Efter Middag var jeg henne på Casino at se det uhyggelige og triste, men meget interessante tyske Stykke Sodomas Undergang: En ung Mand af fattige Forældre er blevet Kunstner og er med et Slag blevet berømt ved sit Maleri ”Sodomas Undergang”.

Så sad jeg hjemme og læste til Middag og var så henne i Casino at se Sardues virkningsfulde Alt for Fædrelandet, der blev godt givet og synes at skulle blive et Kassestykke.

Aviserne tale så godt som kun om Landmandsbankens Fallit, endog en Begivenhed som Grækernes knusende Nederlag i Krigen med Tyrkerne, en Begivenhed, der måske kan fremkalde en ny Verdenskrig, behandles som quantité négligeable.

Var henne på Casino at se Jorden rundt og glædede mig over det stemningsfulde Stykke, de smukke Dekorationer og Sangene.

Odensebladene opgør facit af Odense Teaters sidste Sæson: Let Underholdning og ikke en eneste alvorlig Forestilling, kun Fyns Stiftstidende antyder, at Rungwalds Ufornuft, ikke at tage mod min Støtte, er Skyld i det magre Resultat.

Var til Eftermiddagsforestilling på Folketeatret og så et ganske morsomt amerikansk Lystspil Færdig med Kvinder, morsomt at gense Mathilde Nielsen.

Nu kommer Betty Nansen med en ny Overraskelse, hun vil benytte det gamle Casino til Biografteater; hun er en urolig gammel Dame, og som hun kan gøre Reklame, hun vil også gøre religiøs Propaganda ude på Casino og lader til at have fastholdt sine Oxford-Forbindelser.