I Odense gik jeg straks hen på Grand Hotel, glad over at være i Odense, det var grønnedes stærkt i Kongens Have, rart at jeg havde fået min nye Sommerfrakke, for det var meget lunt. På Grand Hotel er der indrettet Salon straks i Indgangen, der hvor Portieren før havde sin Loge.
Provsten fortalte i sin Prædiken i dag om et Billede, på hvilket man så Kejser Wilhelm stå over for Kong Albert. Kejseren har en brutal og hoven Mine, rundt om ham ser man Huse i Ruiner, rygende Tomter, flygtende Kvinder og Børn.
Et Kvarter over 2 satte Moder og jeg os ind i Kareten, Kirstine sad på Bagsædet, og så rullede vi ned ad Banken. I Byen stod Folk i Vinduerne for at se vor Bortdragen. På hele Strækningen ned til Broløkke så vi kun en Mark, hvor Kornet ikke var bragt ind.
Jeg sad oppe i min Stue og ventede på det Øjeblik da den elskede Viggo skulle komme. Sad og læste i Martha Ottesens Danmarks Grænsevagt mod Syd da jeg hørte den lette gule Vogn køre op ad Banken. Viggo så så glad ud, det kunne jeg se oppe fra mit Vindue.
Viggo kom ind til mig om Morgenen i min Stue og hilste mig som altid med et Kys. Da vi havde siddet lidt og talt gik vi rundt at se Huset, vi var helt oppe i Prebens og min gamle Dagligstue. Så på Malerierne i Underværelserne.