Besørgede en Del Skriveri og gik så en ganske kort Rundgang i Bedriften. Brev fra Wittrup, at man i Italien bestemt venter Landets Deltagelse i Krigen mod Østrig i Marts, han gruer for det da han samtidig venter en Revolution over hele Halvøen.
Krigen mellem Kina og Japan er nu udbrudt til Trods for det latterlige Folkeforbunds Bestræbelser for at forhindre det. Blot vi nu ikke står over for en ny Verdenskrig. Jeg gyser.
Fru Reinhold-Jacobsen, der har mange tyske Forbindelser, skriver, at de tyske Myndigheder har taget under Overvejelse at ansætte tysk Politi her i København, det er på Grund af de stadige Uroligheder. Kommer der tyske Domstole, vil vi ligesom i Norge få den ene Dødsdom efter den anden.
Var hos Rostgård for at få min månedlige Indsprøjtning; han fortalte, at hans Datter, der arbejder på et Kontor i Amaliegade, fra Vinduet havde overværet Kampene i Kvarteret.