Om Aftenen havde jeg en Del Skriveri i Anledning af de finske Børns Anbringelse, der skal 100.000 her til Danmark. Lad os håbe at Systemet i Rusland er så råddent og Landet så overmodent til Revolution, at der ikke bliver noget af Finlands Erobring.
Talte med en Mand, der kom lige fra Berlin, de, der ikke har Rationeringskort, kan ikke få andet end Kartofler og Kartoffelvand.
Her er både engelske og tyske Gæster på Terminus, og begge Hold udtaler sig meget åbenhjertigt til både Portier og Inspektør; ingen af Parterne tror på snarlig Fred, både Hitler og Chamberlain vil hænge til det yderste, foreløbig går eller sjokker Frankrig efter England.
Da jeg ringede imorges fra Sengen, kom Henrik meget alarmeret ind og meddelte mig, at Tyskerne havde besat Danmark, og at man så tysk Militær på Gaderne.
Besøgte Starck, der var glad over den lille usle Rolle, han havde i Hendes gamle Nåde, han vil som alle Skuespillerne gerne arbejde.
Skrev et langt Brev til Fru Betty Nansen for at udtrykke min Beundring for Udførelsen af Planken ud.
Kom et langt Stykke frem i Storkansleren, nød rigtig det Arbejde, ligesom de andre Dage. Medens jeg hvilede efter Spadsereturen, kom Karl Gustav for på Fru Betty Nansens Vegne, at takke for min Hjælp til Teatrets Drift.
Overlæge Borberg kom og så til mig, og jeg klagede min Nød til ham over Tvangstankerne. Det er en Sygdomsform, som er almindelig mellem hans Patienter; han gav mig nogle Piller, som skulle oplive og derved dulme Tvangstankerne.
Arbejdede på Storkansleren. Var hos Rydgaard at få min nu månedlige Indsprøjtning. Rydgaard udtalte sig meget kraftigt mod Quisling; som han sammenlignede med Nero; mente, at når Nero engang var glemt, ville Verden med Afsky nævne den fule Forræder Quisling.
Det viser sig, at Beskyttelsesrummene her i København på det skandaløseste er bragte i Forfald; de anvendes til Cykelskure, Kartoffelkældre og lignende; nu er Folk i en feberagtig Aktivitet for at få Rummene i en ordentlig Stand.
Werner fortalte, at der forleden var kommet et lang Tog af tyske Ruteautomobiler, der rummede både tyske Teaterselskaber og Skøger til de tyske Bordeller i de større Byer, så ligt takserer altså Skuespillere og Skuespillerinder under Hitlers Styre.
Til Jubilæumsugen i Betty Nansen Teatret; sad som sædvanligt ved Siden af Direktør William Hansen og hans kønne Kone, der er meget empresserede overfor mig.
På Tilbagevejen sad Sporvognen, som jeg var med, fast i Trængslen på Rådhustorvet, hvor der var Slagsmål mellem Kommunister og Medlemmer af Frikorpset Danmark.
Fru Reinhold-Jacobsen, der har mange tyske Forbindelser, skriver, at de tyske Myndigheder har taget under Overvejelse at ansætte tysk Politi her i København, det er på Grund af de stadige Uroligheder. Kommer der tyske Domstole, vil vi ligesom i Norge få den ene Dødsdom efter den anden.
Den tyske Hær rykker mod Syd i Frankrig for at hindre Amerikanerne i at indskibe sig til Marseille. Det arme Frankrig er blevet hårdt straffet for den Letsindighed, hvormed det erklærede Tyskland Krig i 1939. Mon dette nu ikke skulle blive Begyndelsen til Enden på Krigen?