Jeg havde – halvt modstræbende bestemt mig til at gå hen i Biografteatret at se den så meget omtalte Film Terje Wigen.
Havde en rar Eftermiddag henne i Kinopalæet, hvor jeg for anden Gang så Hans Onsdagsveninde. Karl Gustav så så godt ud; det upålidelige, der er i hans Karakter, har han ikke vanskeligt ved at gengive i Rollen her; lo hjerteligt over Peter Malberg som Baldur Svanemose.
Senere kom Harald Moltke med Kone medbringende det meget lignende Maleri af Karl Gustav; Stillingen er aldeles maskulin, der er intet opstillet ved ham, hans Hænder i en ganske særlig Grad plastiske, Udtrykket er drømmende og som grublende over noget han har læst.
Arbejdede på Storkansleren. Så den amerikanske Film, der har vakt så stor Opsigt over hele Verden Månen skjuler sig. Filmen foregår under Besættelsen i Norge, men den er uden Fanatisme.