Så for anden Gang Pelikanen, der allerede tages af Plakaten på Lørdag, altså en regulær Fiasko; hvorfor trak Strindbergs Frøken Julie stadig fuldt Hus henne i Riddersalen, medens ingen vil se Pelikanen?
Talte i Sporvognen med Frøken Ellen Beck, de som altid var meget venlig imod mig, hun udtalte sig i høje Toner om Karl Gustavs Spil i Pelikanen.
Talte med Thormann, der tidligere var Konsul for Estland og stadig er godt underrettet om hvad der foregår i Rusland; han fortalte, at Rusland samlede nye store Troppemasser, som skulle besætte Rusland.
Gik en Tur inden Frokosten, da jeg skulle have Forhandlinger om Eftermiddagen. Jeg mødte Direktør Svend Melsing, som jeg standsede og talte med.
Overordentlig smukt Brev fra Direktør Svend Melsing. Også Paul sendte en Takkeskrivelse, fordi jeg havde bidraget til Gaven, til hans 60 Års Fødselsdag, en Buste af ham. Det er langt pænere på den Måde, et trykt Takkecirkulære er ingen Opmærksomhed.
Havde et tre Timers Besøg af Direktør Svend Melsing, der er en pæn, dannet Mand, blot noget urolig og nervøs; vi talte om Rollebesætningen i Romeo og Julie, Melsing nævnede følgende Muligheder som Julie, Bodil Kjer, Fru Grennes, Fru Qvistgaard, Frøken Weiding.
Tunis og Bizerta er erobrede af de Allierede, mon det vil rykke Freden nærmere? Vil de Allierede prøve på at trænge ind i det europæiske Fastland over Sicilien eller over Tyrkiet? Men hvorledes vil det gå med Tyrkiets Neutralitet? Måske har England lovet Tyrkiet Beskyttelse mod Rusland.
Hellan Kolbye besøgte mig lige inden han skulle tilbage til Odense; fra mig skulle han hen at spise Frokost hos Svend Fridbergs Forældre og derefter være ene med den Elskede, lige til han skulle afsted på den i vor Tid så ubehagelige og besværlige Rejse til Odense.
Spiste i Drachmannskroen, hvor Poul Jørgensen som sædvanlig var venlig og opmærksom overfor mig, og bagefter var jeg [i] Frederiksberg Teater og så Morgens Brandts meget spændende Komedie, For åbent Tæppe der var godt sat i Scene af Forfatteren selv.
Kehler bemærkede meget rigtigt, at Karl Gustav havde det som Blommen i et Æg.
Nød rigtig Haven og dens Blomster. De allierede trænge stærkt frem på Sicilien; Russerne er sikkert meget opbragte over, at dets Allierede ikke opfylde Stalins inderlige Ønske om, at de må angribe Balkanhalvøen.
Arbejdede på Storkansleren. Havde Forhandlinger om Eftermiddagen med Emmeluth der havde haft lange Konferencer med Svend Melsing, som var opfyldt af Taknemmelighed over min Hjælp til Starten af hans Teaterforetagende.
Arbejdede på Storkansleren. Svend Melsing var her om Eftermiddagen; han havde ikke fået det forrige Betty Nansen Teater i Leje, den nye Ejer ville ikke leje det ud; alle mulige Jern er i Ilden for at forhindre, at Teatret blev omdannet til en Danserestaurant, som der nu er Tale om.
Hitler har ladet den norske Hærs Officerer føre til Tyskland; hvad mon der skal ske med dem? De, som have sluttet sig til Nazismen slipper fri; det ventes, at de andre vil blive skudte. Nu er der endelig kommet Sol og en lille smule Varme, sad længe i Solen og lod mig bage af Solen.
I går blev der pebet og hysset af det engelske Stykke på Frederiksberg Teater Privatliv; det er såmænd ærlig fortjent; det er et gement og liderligt Stykke.
Var i Frederiksberg Teater og så det så stærkt omdiskuterede Skuespil, som er tilskåret efter Sommerset Maughams Novelle Regn.
Var oppe hos Thomans for at få gjort noget ved min Bandage.