Hvor er det dog en smuk Årstid! I Dag så jeg de første Skovmærker. Ude i Verden er det ikke så smukt, men det trækker dog af til fredeligere Forhold.
Arbejdede med Storkansleren til Kl. 1 og gik så ud. Alle Eleverne kom hver for sig hen at takke for Romeo og Julie-Aftenen, det er fire pæne og tiltalende unge Mennesker med gode Interesser. Gik med Tange ud at se til Gødningekørslen i Nymarken.
Kl. 2 kom Karl Gustav Olsen kørende. Ludvig var med Thorvald inde at hente ham, og Henrik stod i Forhallen og tog imod. Jeg gik ham i Møde i den røde Stue og vi gik så ind i min Stue, hvor vi under Samtalen straks faldt godt i Tråd med hinanden.
Et meget smukt og varmt Brev fra Karl Gustav Olsen. Havde en lang Forhandling med Friis om Formiddagen. Var ude at se til Såningen, går meget langt i denne Tid og er ikke træt om Aftenen. Visit af den nye Toldforvalter og af Fru Andersen, der kom for at takke for min Støtte til Korforeningen.
Fik Besøg af Redaktør Garde fra Tilskueren, han kom dels for at sige, at han sympatiserede med mig i min Strid med Odense Teater, i hvilken Strid efter hans Mening alle retsindige Mennesker holdt med mig.
En stor, betydningsfuld Dag er det i dag, Chamberlain, Daladier, Mussolini og Hitler er blevne enige, og de have underskrevet en Protokol, der udleverer Sudeterlandet til Tyskland.
Langfredag har Mussolini benyttet til at erobre Albanien, han kan ikke som Hitler foretage sine Erobringer uden blodsudgivelse. Mon England griber ind? Nej, såmænd gør det ej, lige så lidt som dersom Polen blive angrebet, trods alle de store Ord.
Alle er meget optagne af Præsident Roosevelts Budskab til Hitler og Mussolini, de tvende Diktatorer vender sikkert det døve Øre til disse Lokketoner, vestigia terrent, Tyskerne ved af sørgelig Erfaring, hvad der kom ud af Præsident Wilsons Mægling i 1918.
Tyskland har nu afsluttet Militæralliance med Italien. England vil ingen Alliance slutte men vil have Rusland og Frankrig til at rage Kastanjerne ud af Ilden for sig, ifald der udbryder Krig mellem Polen og Tyskland.
Nu er der Uro i et andet Verdenshjørne, Japanerne vil smide Englænderne ud af Tientsin; hvor træder dog Englands Svækkelse stærkere og stærkere frem.
Yderst interessant Brev fra Preben fra London, han havde spist hos Chamberlain, der talte roligt og trygt om Situationen, mente ikke, der var nogen øjeblikkelig Fare for Krig, idet Hitler var klar over, at det var Englands og Frankrigs Alvor med Danzig.
Tyskland synes noget at have forregnet sig med Hensyn til Virkningen af den nye Konstellation Rusland-Tyskland; England og Frankrig fastholder stadig, at ville støtte Polen i Tilfælde af Krig. De tyske Hære er på Vej mod den polske Grænse.
Situationen ser lidt roligere ud i Dag, idet Hitler har erklæret at ville nøjes med Danzig og Korridoren… Da jeg kom hjem, var Nyhederne atter dårligere, det lader til, at Hitler vil have tilbage de Dele af Polen, som Preussen havde inden 1919, det vil sikkert fremkalde Krig!
Det så roligere ud i Verden i dag, Magterne forhandler stadig, det er gode Tegn, og England og Frankrig vil så nødig indlade sig på den Krig, og Italien vist endnu nødigere.
Talte med en Mand, der kom lige fra Berlin, de, der ikke har Rationeringskort, kan ikke få andet end Kartofler og Kartoffelvand.
På Tilbagevejen sad Sporvognen, som jeg var med, fast i Trængslen på Rådhustorvet, hvor der var Slagsmål mellem Kommunister og Medlemmer af Frikorpset Danmark.
Ser stadig ikke noget til Karl Gustav, der formodentlig spiller fornærmet; han har skrevet i B.T. om Gösta Ekman. Var henne hos Rydgaard at få den sædvanlige Indsprøjtning; nu har jeg fået ti siden første August, men der var også meget at indhente efter min lange Sygeperiode.