Karl Gustav sad og ventede på mig; han havde været der i omtrent en Time; Sminken sad på hans Ansigt fra Eftermiddagsforestillingen med Antigone.
Talte med Direktør Heger, der udgød sig i Begejstring for Anouihl, en Begejstring, jeg absolut ikke kan dele, jeg rådede ham til at dyrke Oehlenschläger, navnlig hans Yrsa, Heger var ængstelig for sin Meddirektør Per Knutzon, der atter ligger [syg] af Mavesår.
Arbejdede på Storkansleren. Karl Gustav besøgte mig, han fortalte om det meget Arbejde, Skuespillerne havde haft i Søndags.
Havde Besøg af Starck, hvem jeg lovede nogen økonomisk Hjælp, da han længe havde været uden Engagement; ikke siden han rejste i Provinserne med Erik Lassen og spillede i Ebberød Bank; det at han nærmer sig de 60 bevirker, at han vanskelig kan få Engagement.
Besøg af Karl Gustav, der fortalte, at hans Svigerforældre havde været meget begejstrede over Familiesmykkerne, jeg havde givet Marianne.
Glæder mig meget til Erlings Besøg imorgen. Fru Andersen besøgte mig, hun var meget urolig for Svigersønnen, der endnu stadig er i russisk Krigsfangenskab, medens Datteren har måttet flytte ned til Eckernförde, for at varetage Munches store Fiskeimportforretning.