Moder fortalte, at Prins Hans, under Besøget på Fredensborg, havde fortalt om Prinsesse Maries Død. De Anfald, der var gåede forud for Døden var af de tilkaldte Læger blevne karakteriserede som forårsagede af Drankergalskab og overdreven Nydelse af Morfin.
Efter Frokost var jeg med Moder oppe på Amalienborg, hvor Stemningen var om muligt endnu mere antitysk end ude i Byen, hos Kongen er det mest udpræget, Dronningen går bedrøvet rundt, er så dansk som nogen, men hun har jo sine nærmeste Slægtninge med i Krigen.
Christian havde fyret lidt for stærkt inde i Sovekammeret, og jeg behøvede blot at gå fra dette ind i den koldere Stue ved Siden af for straks at blive forkølet. Var til overmåde behagelig Middag hos de rare Juels på Hverringe.
Fulgtes med Hellborns til Odense, hvor jeg mødte Hofman-Bang og passiarede med ham på hele Turen.