Det var en god Opførelse af Elverhøj på Odense Teater, navnlig Poul Flemming og Albert Ebbesen, der er det ømme Punkt alle Dagene, også på Det Kgl. Teater; blev godt spillede af Carl Jørgensen og Mervild.
Morer mig over Det Kongelige Teaters Skuespillere. Ved sidste Folketingsvalg gik de med bram og brask til Valg højt proklamerende at de ville stemme socialdemokratisk.
Det er nogle ordentlige Spektakler på Det kgl. Teater i Anledning af Adam Poulsens Udnævnelse til Teaterchef, der er en almindelig Udvandring af de bedste Kræfter fra Teatret.
Preben og Kai kom Kl. 3. Preben er meget optaget af Kronprinsens og senere Kongens [og] Dronningens Besøg, det var, som jeg intet Øjeblik har været i Tvivl om, en Frierfærd, og den mislykkedes så grundigt som muligt.
Var oppe hos Starck, der bebrejdede mig, at jeg spærrede mig inde på Lundsgaard og kælede for min Sorg. Thorvald Larsen var da blevet genengageret for næste Sæson, Bestyrelsen havde dog stillet som Betingelse, at han sørgede for nogle smukkere og yngre Damer til Elskerinderollerne.
I Anledning af mine Udtalelser til Fyns Stiftstidende fik jeg smukke Breve fra Teatrets Kunstnere, et særlig smukt fra Fru Berthelsen-Grünwald.
Langt interessant Brev fra Preben om de politiske Forhold i England, han mener det engelske Folk vil feje den socialistiske Regering væk ved næste Valg, den har såmænd også gjort Ulykker nok, den engelske Flåde er nu mindre end den amerikanske, og Indien er ved at glide John Bull ud af Hænderne.
Havde en længere Samtale med Redaktør Nielsen angående Situationen, desværre bliver der temmelig sikkert lockout. Var i god Tid færdig til jeg skulle køre til Odense og tog afsted Kl. 2.
Skrev til Viggo Jarl, der vist ikke i lang Tid mere kommer til Danmark, da han under sit Ophold her stadig blev forfulgt af Pengeafpressere, der end ikke undså sig ved at skrive til hans gamle, hårdtprøvede Moder.
Krigen mellem Kina og Japan er nu udbrudt til Trods for det latterlige Folkeforbunds Bestræbelser for at forhindre det. Blot vi nu ikke står over for en ny Verdenskrig. Jeg gyser.
Var inde i Odense at se Opførelsen af Selma Lagerlöfs Husmandstøsen, der blev opført af Steins Selskab med Ellen Gottschalch i Titelrollen. Det er et smukt Stykke, som jeg fulgte med megen Interesse. Ellen Gottschalch var nydelig og rørende.
Jeg var inde i Odense at se de senere Års største Teatersucces, Pastor Kaj Munks Cant. Forinden havde jeg det som altid rart på Grand Hotel, hvor jeg spiste Middag.
Direktør Thorvald Larsen sendte mig en Bunke Skuespilmanuskripter til Gennemlæsning – Odense Teater er en Oase i den danske Teaterørken. Fik en Henvendelse med Bøn om Hjælp fra Halvdelen af Dagmarteatrets Personale, der ønsker at bryde ud og danne en ny Scene! De Stakler!
Kørte til Odense hvor jeg spiste på Grand Hotel og gik så hen på Industripalæet at høre Poul Reumerts Oplæsning.
Om Aftenen fortalte Preben om Kongens Irritation over Ministeriets engelske Orientering, Kongen er da også meget irriteret på Preben over hans Iver for at støtte Ministeriet på det Punkt, også den engelske Udstilling var Kongen meget misfornøjet med. Det er H.N. Andersen, der står bag ved.
Vågnede i en meget nedtrykt Stemning. Ked af det med Odense Teater. Er også noget trykket ved Tanken på de politiske Forhold og min egen dårlige økonomiske Situation.
Efter gudstjenesten talte jeg med Pastor Nielsen om Kaj Munks Ordet, han sagde, at Udgangspunktet i Stykket er forkert, et Menneske gør ingen Mirakler i Kraft af sin Tro, men Vorherre bruger Mennesker til gennem dem at gøre Mirakler.