Meget smukt, barnligt-sværmerisk Brev fra Egon Madsen, der fortæller mig, hvorfor han græd sidste Gang han var oppe hos mig, han havde syntes at han gennem mig så sin afdøde Fader. Skrev langt Brev til Direktør Larsen angående den forestående Opførelse af Hakon Jarl.
Preben var til Frokost på Ringsgården og han og Ingegerd mødtes med ved Garderoben i Odense Teater til Eftermiddagsforestillingen.
Så ud til Pløjningen, Eleverne takkede pænt for Teateraftenen. Stupide Kritiker af Kejseren af Amerika, i de dumme Odenseblade, som jeg foragter for dybt til at ærgre mig over.
Skrev langt Brev til Karl Gustav Olsen som Svar på hans Breve. På Fredag kommer han altså herud.
Arbejdede med Storkansleren til Kl. 1 og gik så ud. Alle Eleverne kom hver for sig hen at takke for Romeo og Julie-Aftenen, det er fire pæne og tiltalende unge Mennesker med gode Interesser. Gik med Tange ud at se til Gødningekørslen i Nymarken.
Kl. 2 kom Karl Gustav Olsen kørende. Ludvig var med Thorvald inde at hente ham, og Henrik stod i Forhallen og tog imod. Jeg gik ham i Møde i den røde Stue og vi gik så ind i min Stue, hvor vi under Samtalen straks faldt godt i Tråd med hinanden.
Et meget smukt og varmt Brev fra Karl Gustav Olsen. Havde en lang Forhandling med Friis om Formiddagen. Var ude at se til Såningen, går meget langt i denne Tid og er ikke træt om Aftenen. Visit af den nye Toldforvalter og af Fru Andersen, der kom for at takke for min Støtte til Korforeningen.
Odensebladene opgør facit af Odense Teaters sidste Sæson: Let Underholdning og ikke en eneste alvorlig Forestilling, kun Fyns Stiftstidende antyder, at Rungwalds Ufornuft, ikke at tage mod min Støtte, er Skyld i det magre Resultat.
Var henne at besøge Direktør Thorvald Larsen på Folketeatret. Han så ikke så mørkt på Teaterforholdene, idet både Casino og Nørrebro Teater reddes.
Fik Besøg af Redaktør Garde fra Tilskueren, han kom dels for at sige, at han sympatiserede med mig i min Strid med Odense Teater, i hvilken Strid efter hans Mening alle retsindige Mennesker holdt med mig.
Hitlers med så megen Spænding af hele Verden ventede Tale er holdt i forholdsvis rolig Toneart, men han lader dog skimte, at han næppe holder Fingrene fra Danzig i Længden.
Tyskland har nu afsluttet Militæralliance med Italien. England vil ingen Alliance slutte men vil have Rusland og Frankrig til at rage Kastanjerne ud af Ilden for sig, ifald der udbryder Krig mellem Polen og Tyskland.
Til Jubilæumsugen i Betty Nansen Teatret; sad som sædvanligt ved Siden af Direktør William Hansen og hans kønne Kone, der er meget empresserede overfor mig.
Var i Nørrebros Teater at se Johan Strauss’ Zigeunerbaronen og nød ret af Hjertet Melodierne i denne Operette, der af mange anses for Verdens bedste.
Var i Nørrebros Teater og så den gamle berømte Operette Som i Ungdommens Vår; blev meget bevæget over den Scene, hvor Peter Gade, der er blevet Gehejmeråd, for første Gang genser sin Ungdoms Elskede; det gjorde både Hans Kurt og Else-Marie smukt.