Jeg kunne ikke dy mig for at gå op til Dr. Broch for at tale om den sønderjyske Adresse, han mindede om, at mange imellem de Allieredes Befolkninger ville tale Sønderjydernes Sag, når Fredskongressen nu snart trådte sammen. Professor Werrier ville blive hørt i Frankrig, Roosevelt i Amerika.
Vi var alle i Kirke. Inden Prædiken holdt Provsten en Bøn, hvori han takkede Vorherre fordi han havde skabt Fred i Verden samt takkede ham fordi vi nu snart fik Sønderjylland tilbage.
Måtte trods Mathed og Sløjhed tidligt op for at træffe den unge Elefantridder H.N. Andersen oppe i Østasiatisk Kompagni. Han lovede meget beredvilligt at skaffe Landet så meget Kyllingefoder som muligt.
Arbejdede med Hinrichsen på Imødegåelsen af den truende Lov om Len og Stamhuse, men nu forsvinder formodentlig Ministeriet Zahle, og I.C. Christensen lader formodentlig denne radikale Lov gå i sin Moder igen.
Der var langt Brev fra Hans Ehlers fra Sønderborg, der uden mange Omsvøb lod mig forstå, at han ”som Beboer af Als og Søn af en flensborgsk” Fader ikke kunne dele min Glæde over Sønderjyllands Løsrivelse fra det tyske Fædreland.
Preben havde spist hos Enkekejserinden i går, og hun havde sagt: ”Jeg tog ikke imod Kongen af Italien forleden, jeg ville ikke have noget at gøre med den Mand, der har trykket min Søns Mordere i Hånden.” Deraf fremgår det at Kejserinden ikke tror, at Sønnen er i Live.
Nu er den skændige Handling, Vedtagelsen af Grønlandstraktaten fuldbyrdet i Rigsdagen, det er alt hvad Ministeriet Stauning har udført i denne Sommersamling, efter al den megen Forhåndspraleri og den ledsagende Hån af Ministeriet Neergaard.
Hvilken Tåbelighed med al den Snak om Afrustning, nu har der i Estland været en meget blodig Bolsjevikopstand, som heldigvis er blevet undertrykt, de infame russiske Banditter lå med deres Flåde i den finske Bugt og lurede på Resultatet.
Om Aftenen havde jeg en Del Skriveri i Anledning af de finske Børns Anbringelse, der skal 100.000 her til Danmark. Lad os håbe at Systemet i Rusland er så råddent og Landet så overmodent til Revolution, at der ikke bliver noget af Finlands Erobring.
Meget uhyggelig ved de krigsførende Magters stadige Opmærksomhed på Skandinavien. Hans og Thyra Juel besøgte mig, efter at jeg hele Formiddagen havde arbejdet på Storkansleren.
Besøgte Starck, der var glad over den lille usle Rolle, han havde i Hendes gamle Nåde, han vil som alle Skuespillerne gerne arbejde.
Kom et langt Stykke frem i Storkansleren, nød rigtig det Arbejde, ligesom de andre Dage. Medens jeg hvilede efter Spadsereturen, kom Karl Gustav for på Fru Betty Nansens Vegne, at takke for min Hjælp til Teatrets Drift.