Juel-Madsen kom til sædvanlig Tid og tog fat på Maleriet. Han beroligede mig med, at jo længere Maleriet skred frem, jo bedre ville man kunne se det på nært Hold, men han turde ikke love, at Udtrykket og Trækkene ville blive synlige, når man stak Næsen helt ind i Billedet.
Juel-Madsen kom og fortsatte med Maleriet. Pludselig brød han af og sagde, at nu kunne han ikke male på mit Billede et Øjeblik mere, han havde set sig træt på det, nu måtte han pausere otte Dage. Det virkede lidt barnagtigt.
Starck kom halv tre og blev straks ført ind i min Stue, hvor han fik noget Te og så på mine Billeder, bagefter gik vi mine Kunstsager igennem i de andre Stuer og gik så ud i Sneen, en god lang Tur i Haven, op på Avlsgården, hvor vi var inde hos Køerne.
Vi sov temmelig længe begge to, vi havde brugt os godt i går. Starck ”sidder” sært åndeligt ned, han lægger overfor mig ingen Skjul på, at han er en af vore, men foragter denne Sag som Samtaleemne. Sneen væltede ned, vi gik en lang Tur i Skovene, da vi kom hjem, viste jeg ham Lejligheden ovenpå.
Juel-Madsen kom efter den længere Pause og fortsatte med Maleriet, jeg kan ikke rigtig forsone mig med de Billeder, der bliver til lutter Klatter på nært Hold. Juel-Madsen var meget optaget af sit Samvær med Starck hos lille Jørgen.
Det var næstsidste Gang, at Juel-Madsen malede på mit Billede, han har fået særdeles godt fat på Udtrykket, også Staffagen er god. Han tog afsted en Time efter Frokost, disse Seancer er gåede efter en Snor.
Juel-Madsen var herude for i bogstavelig Forstand at give Maleriet den sidste Olie, han var barnligt glad over Bladenes meget rosende Omtale af hans Illustrationer til Justesens Friluftsliv. Da han var taget afsted, gik jeg en Omgang at se til mine Sager.
Der var mange, som skulle med Toget fra Kerteminde, var glad over at skulle til Odense, disse Ture er jeg kommet til at holde meget af. Talte på Stationen med Pastor Bierre om Prebens eventuelle Foredrag.
Jeg tog med første Morgentog til Korsør. Pressen er noget beroliget ved vor Erklæring, men Chauvinistpressen rejser endnu Børster. Jeg kom til at tænke på hvad Clan sagde i går, at Danmark lever af Det tyske Riges Nåde, alt får vi dernedefra, både Kul, Petroleum og Benzin.
Tog med 3 Toget til Odense. Hentede først min Billet på Teatret og var så henne at blive klippet og barberet hos Bayer. Hvilede inden Middag på mit Værelse på Grand Hotel. Fik en udmærket Gedde til Middag. Var i Teatret og så Czardafyrstinden.
Havde en ret ubehagelig Køretur til Nyborg, idet Jens Kusk i en ret brøsig Tone klagede over, at Fru Nielsen gav ham stødt Sukker i Stedet for Hugget i Kaffen og truede oven i Købet med at bringe Sagen frem i Aviserne.
Havde Inspektionen i Sparekassen. Meyer fortalte, at Kaptajn Pontoppidans Kone havde udtalt sig meget pessimistisk om Situationen på Krigsskuepladsen og om Nødstilstanden hjemme. Når en tysk Dame indrømmer sligt, må det se galt ud i det tyske Rige.
Blodig Borgerkrig i Finland, de yderliggående Socialdemokrater synes at have tilrevet dem Magten, det er Bolsjevikkernes Propaganda, der virker, I Tyskland er der omfattende Strejker, ja, Verden knager i sine Fuger.
I Odense gik jeg straks hen på Grand Hotel, glad over at være i Odense, det var grønnedes stærkt i Kongens Have, rart at jeg havde fået min nye Sommerfrakke, for det var meget lunt. På Grand Hotel er der indrettet Salon straks i Indgangen, der hvor Portieren før havde sin Loge.