rbejdede på ”Storkansleren”. Besøg af Svend Melsing, der bragte mig sit Fotografi, hvorpå der stod ”Fra Svend til Frits”.
Mussolini er kastet til Side af sit eget Parti. Arbejdede længe på Storkansleren.
Sov udmærket inat. Arbejdede på Storkansleren. Emmeluth var hos mig om Eftermiddagen.
Arbejdede på Storkansleren. Havde Forhandlinger om Eftermiddagen med Emmeluth der havde haft lange Konferencer med Svend Melsing, som var opfyldt af Taknemmelighed over min Hjælp til Starten af hans Teaterforetagende.
Arbejdede på Storkansleren. Svend Melsing var her om Eftermiddagen; han havde ikke fået det forrige Betty Nansen Teater i Leje, den nye Ejer ville ikke leje det ud; alle mulige Jern er i Ilden for at forhindre, at Teatret blev omdannet til en Danserestaurant, som der nu er Tale om.
Fru Jensen, der har en Søster i Odense, fortalte, at Spektaklerne var begyndt med, at nogle unge Mennesker havde fået fat i de tyske Soldaters danske Piger, havde raget alt Håret af dem, hvorpå de kylede dem i Odense Å.
Kaj Munk er blevet myrdet, temmelig sikkert af Medlemmer af Schalburgkorpset; en kendt Borger i Slagelse er også blevet myrdet; der er Forfærdelse hele Landet over; alle forstår, at Kaj Munk skulle dræbes, fordi han så ofte havde tilkendegivet sin Uvilje mod Tyskerne.
En Time efter Middag kom Svend Melsing op til mig for at meddele, at han og Karl Gustav nu havde fået afsluttet Fred med hinanden.
Da Olga var gået, kom Karl Gustav, der er meget optaget af sin Rolle i Celestina og læser det meste af Dagen udenfor Teaterarbejdet på den.
Om Aftenen kom Svend Melsing, der var meget opbragt over Presseforfølgelsen af ham.
Norge er blevet befriet, så nu er der Fred over hele Europa; sad længe og lod mig bage af Solen ude i Haven; jeg så på, at der blev gjort nyt Forsøg på at fange min Genbo, Maler Frandsen, der nok har et meget stort Synderegister, ved hvilket han har tjent en stor Formue.
Lisbeth kom atter i dag ind i Haven at besøge mig; jeg holder mig meget af det Barn. Blev behandlet af Poul Sørensen ude i Valby. Spiste i Drachmannskroen, Poul Sørensen havde skaffet mig den bedste Billet i Riddersalen.
Havde meget Skriveri, også i Anledning af Terminer med mine mange Gaver og Understøttelser; havde også Skriveri angående Rusgildet. Talte med Direktør Knud Rex, der var lidt skuffet over, at hans Frihedskæmperforestilling ikke trak godt Hus.
Arbejdede med inderlig Glæde på Storkansleren. Var ude at besøge Svend Melsing, der havde det meget bedre; han havde fået indrettet i sin Have en diminutiv Dam med Åkander og Guldfisk. Han frarådede mig bestemt [at] yde økonomisk Støtte til Allé Scenen.
Karl Gustav kom op til mig brunet af Hornbæks Sol og af det salte Vand deroppe; han var kærlig imod mig og glad; meget opsat på, at jeg skulle støtte Allé-Scenen, Heger havde bedt ham så meget derom; jeg må til gengæld for den eventuelle Støtte få Yrsa og Ristes Rust opført.
Arbejdede på Storkansleren. Per Knutzon og Heger var her i Dag for at anmode mig om økonomisk Støtte til Allé-Scenen.
Sad og spiste, og straks kom den indtagende Erling Schroeder hen til mig og fortalte løst og fast, han filmede i Roskildeegnen og ved Ledreborg, han spillede, sagde han, en interessant ung Greve i Filmen.
Arbejdede på Storkansleren. Havde Besøg af Fru Andresen, der fortalte, hvor mange Ubehageligheder, hun havde hjemme i Kerteminde som Følge af Datterens Besøg.
Talte med Svend Fridberg, der nu skal i Gang med sine Oplæsningsmatinéer, der begynder med Nathan der Weisse. Edouard Mielche er ”Nathan”.
Havde Besøg af Karl Gustav, der meddelte mig, at han havde afslået at spille Don Carlos, da han var fornærmet over, at Allé-Scenens Direktion ikke som tidlig[ere] ville engagere ham fast.