Kongens Sygdom har taget en meget alvorlig Vending, idet han har fået Lungebetændelse; måske var det en Lykke for Kongen at dø nu, for det er vist en sørgelig Skæbne, der forestår ham.
Havde en dejlig Dag med Karl Gustav, der var smuk som en græsk Gud, og i Modsætning til sidst, glad og meddelsom, han føler det vist til syvende og sidst alligevel som en Lettelse at være blevet af med den gnavne og besværlige Kone.
Karl Gustav er ked af Betty Nansen Teatret og længes efter at komme til Frederiksberg Teater, hvis Direktør Melsing havde sagt til ham, at [han] meget ønskede at få ham til sit Teater: ”ikke fordi De er en Ahlefeldt eller på Grund af Deres Faders mange Penge, men på Grund af Deres store Talent”.
De store Begivenheder vælter ind over Verden, nu have Amerikanerne erobret Algier og Marokko, noget effektivt Forsvar havde de franske Tropper i Nordfrankrig [Nordafrika] næppe ydet.
På Vejen hen til Andreaskirken erfarede jeg, at Ministeriet Buhl er gået af, og at Erik Scavenius er stillet i Spidsen for den nye Regering. Erik kom i går tilbage fra Berlin, og Hitlers Ordre er prompte blevet udført, de ikke tysk orienterede Ministre er fjernede, således Fibiger.
Den tyske Hær rykker mod Syd i Frankrig for at hindre Amerikanerne i at indskibe sig til Marseille. Det arme Frankrig er blevet hårdt straffet for den Letsindighed, hvormed det erklærede Tyskland Krig i 1939. Mon dette nu ikke skulle blive Begyndelsen til Enden på Krigen?
Nu er Rommel Rykket ind i Tunis, så nu bliver Nordafrika sikkert en Musefælde for Englænderne og Amerikanerne, hvordan skal de slippe væk, og hvordan skal de få Levnedsmidler? Admiral Darlan er en Gåde!
Houmark rådede mig til Samarbejde med Riddersalen fremfor med Frederiksberg Teater, da jeg ville synes langt bedre om Per Knutzon end om Melsing.
Så mange Arbejdsløse er vandrede til Tyskland, at Kommunen har svært ved at få Snemasserne kørte væk, og Barbererne kan ikke få Svende. Meget smukt Takkebrev fra Professor Søe i Anledning af et Rådyr fra Tranekær.
Rart at de frie politiske Partier er enige om, at det er umuligt at presse flere direkte Skatter ud af Skatteyderne. Mon jeg skulle støtte Direktør Melsing på Frederiksberg Teater i Stedet for Riddersalen?
Karl Gustav har ladet sig engagere til Frederiksberg Teater; så har Direktør Melsing da endelig fået sit brændende Ønske opfyldt, jeg afbryder så Forhandlingerne med Riddersalen efter min Søns mindre hensynsfulde Optræden.
Bladene beskæftiger sig meget med Interviews, blandt andet med mine Udtalelser om Fru Betty Nansen og en Professor Sæs Forelæsninger… Det var uhyggeligt med Luftalarmer i går, der var noget knugende ved den lange Tone, og nu var det så længe, men blev siddende roligt og læste.
Var i Frederiksberg Teater og så Svend Melsings Julen på Ravnsholt, morede mig godt.
Sverige venter engelsk Indfald i Landet og ruster sig til Tænderne; underligt er det ikke, at Svenskerne frygter en engelsk Sejr, efter at Eden i Underhuset har udtalt, at efter Freden skal hele Østeuropa overlades til Rusland.
Arkitekt Petri var oppe hos mig; han havde talt med en tysk Officer, der var flygtet fra en russisk Fangelejr; Officeren havde med sine egne Øjne set, hvorledes Russerne pinte deres Krigsfanger.
Skrev et langt Brev på 16 Sider til Karl Gustav uden at berøre hans egne Breve.
Brev fra Karl Gustav, der gør Afbigt for sine urimelige Breve; det var såmænd på Tide; han er meget opfyldt af Prøverne på Kærligheden tåler alt, mon han virkelig vil kunne gøre Fyldest i et Stykke, der var inspireret af Sacha Guitry? Nu får vi se?
Ser stadig ikke noget til Karl Gustav, der formodentlig spiller fornærmet; han har skrevet i B.T. om Gösta Ekman. Var henne hos Rydgaard at få den sædvanlige Indsprøjtning; nu har jeg fået ti siden første August, men der var også meget at indhente efter min lange Sygeperiode.
Karl Gustav var her om Eftermiddagen; han var så eksalteret og ude af Ligevægt, at jeg blev uhyggelig ved det.
Havde megen Glæde af Dr. Frederik Schybergs Besøg; han ligner i Udtrykket [ligner] ganske Faderen, Robert Schybergs, men Sønnen er livlig, meget talende.