Havde Inspektionen i Sparekassen. Meyer fortalte, at Kaptajn Pontoppidans Kone havde udtalt sig meget pessimistisk om Situationen på Krigsskuepladsen og om Nødstilstanden hjemme. Når en tysk Dame indrømmer sligt, må det se galt ud i det tyske Rige.
Blodig Borgerkrig i Finland, de yderliggående Socialdemokrater synes at have tilrevet dem Magten, det er Bolsjevikkernes Propaganda, der virker, I Tyskland er der omfattende Strejker, ja, Verden knager i sine Fuger.
Det var en hel Vognpark, der rykkede ud fra Slottet mod Lohals, først de 3 Damer med Kammerjomfruer i Lundsgaardsvognen, så jeg i den gule og endelig Bagagevognen. I Lohals måtte vi vente lidt på Damperen. Det var så varmt, at Damerne kunne sidde oppe på Dækket.
De Allieredes Fremskridt er ganske forbløffende. Moder og jeg var nede hos Sørups for at bevidne vor Deltagelse i Anledning af Sønnens Død. Han blev skudt ned af en Officer ombord på en tysk Undervandsbåd ude på Vesterhavet.
Provsten fortalte i sin Prædiken i dag om et Billede, på hvilket man så Kejser Wilhelm stå over for Kong Albert. Kejseren har en brutal og hoven Mine, rundt om ham ser man Huse i Ruiner, rygende Tomter, flygtende Kvinder og Børn.
Et langt overstrømmende kærligt Brev fra Viggo fyldte min Sind med Glæde. Også fra Axel Jarl var der Brev, han glæder sig over Viggos og min Lykke. Store Begivenheder!
Jeg kunne ikke dy mig for at gå op til Dr. Broch for at tale om den sønderjyske Adresse, han mindede om, at mange imellem de Allieredes Befolkninger ville tale Sønderjydernes Sag, når Fredskongressen nu snart trådte sammen. Professor Werrier ville blive hørt i Frankrig, Roosevelt i Amerika.
Vi var alle i Kirke. Inden Prædiken holdt Provsten en Bøn, hvori han takkede Vorherre fordi han havde skabt Fred i Verden samt takkede ham fordi vi nu snart fik Sønderjylland tilbage.
Der var langt Brev fra Hans Ehlers fra Sønderborg, der uden mange Omsvøb lod mig forstå, at han ”som Beboer af Als og Søn af en flensborgsk” Fader ikke kunne dele min Glæde over Sønderjyllands Løsrivelse fra det tyske Fædreland.
Hvem skulle egentlig have troet, at to så konservative Lande som Kina og Tyrkiet skulle blive Republikker? Nu har Tyrkiet oven i Købet jaget den afsatte Sultan ud af Landet. Hvem havde før 1914 troet, at Kongedømmet skulle vare længere i Italien og Spanien end i Rusland og Tyskland?
Var ude hos Kejserinden, der modtog mig på det venligste. Hun var for Resten meget irriteret over at Prinsesse Thyra var blevet tvunget til at forlade Amalienborg for at bo i en beskeden Lejlighed i Østbanegade uden så meget som en Dame om sig.