Jeg så om Aftenen Eventyrersken med Fru Oda Nielsen i Titelrollen samt Gustav Wieds ganske nette Skærmydsler. Baron og Baronesse Gyldenstjerne talte jeg med i Teatret.
Jeg var om aftenen henne at høre Lohengrin. Skønt jeg har hørt Opera i Gud ved hvor mange Byer Verden over har jeg dog ingen Tenor hørt, der kunne nå op imod Herold i Stemmecharme og dramatisk Begavelse.
Fru Tobiesen fortalte mig, at Einar Christiansen ville gå af fra sin Stilling som Direktør ved det Kgl. Teater og at man havde tilbudt pladsen til hendes Broder, Obert Rist, der havde afslået det, da han ikke ville være under Danneskjold.
Hvorpå jeg begav mig ind i Rigsdagskasernen for at se Kongen åbne Rigsdagen. Det skete med al mulig Pomp og Pragt, særlig har jeg aldrig set Kongen omgivet af et så stort Følge. Hele Familien var til Stede, lige fra Enkekejserinden ned til de yngre græske Prinser.
Så var vi henne i Logen i Dagmarteatret at se Emil Poulsens to Sønner i Drachmanns Renæssance. Særlig Adam Poulsen har utvivlsomt et stort Talent. Af Ansigt ligner han Moderen, men han har Faderens klangskønne Organ. Han deklamerer smukkere end nogen anden Skuespiller for Tiden.
Så sad jeg hjemme og læste til Middag og var så henne i Casino at se Sardues virkningsfulde Alt for Fædrelandet, der blev godt givet og synes at skulle blive et Kassestykke.
Haffner spiste hos mig og var med mig henne i Folketeatret at se Sherlock Holmes. Jeg har ikke i mange Tider tilbragt en så interessant Teateraften, næsten fra først til sidst under hele dette yderst effektfulde Drama sad jeg i den mest åndeløse Spænding.
På Vejen til Ministeriet mødte jeg Professor Rosenfeld, med hvem jeg fulgte til Kongens Nytorv. Han beklagede sig over Forholdene ved Operaen, de indstuderede altid kun en Opera ad Gangen, derved trættedes Stemmerne.
På Trappen mødte jeg Peter Cornelius, som jeg til hans synlige Glæde standsede.
Jeg var ude på Vesterbro hos Albrecht Schmidt for at bede ham om at assistere ved den adelige Klubs Fest den 21. februar. Han modtog mig med den største Forekommenhed og Venlighed og var meget villig til at assistere. Han beklagede sig i øvrigt over Martinius Nielsens Despoti.
Jeg gik ud at se til Fru Graae. I Ministeriet var der meget at gøre. Der taltes meget deroppe om de ynkelige Figur som Deuntzer gør særlig med Hensyn til de Vestindiske Øers Salg og til hans Kandidatur i Sønderbrobykredsen.
Vi var alle i Logen i Dagmarteatret til En Folkefjende, der naturligvis gav Anledning til megen Tankeudveksling mellem os Medlemmer af Logen.
Jeg gik hen at høre på Militærkoncerten foran Slottet og møder der Emil Holm sammen med nogle andre fra Teatret. Da jeg havde spist begav jeg mig til Urbanstrasse 130.
Jeg har tilbragt en dejlig Dag, som jeg altid vil mindes, hele Tiden sammen med Emil Holm. Uagtet jeg var meget nervøs inden han kom, mærkede jeg fra det Øjeblik af at han og jeg var sammen ikke mere til at jeg havde Nerver og har sjældent tilbragt en Dag så uforstyrret af Plageånder.
En dejlig Dag, som jeg altid skal huske. At den nu også allerede skal være forbi og aldrig komme igen, denne evige mødes og skilles er så oprivende. Det har været som en Drøm disse 8 Dage her i Stuttgart.
Til Middag havde jeg Rosenfeld, Albrecht Schmidt og Hofman-Bang. Til Teen kom Preben, Oscar Gohr, Haffner og Otto Lerche fra Middagen henne hos Gohrs. Selskabet gik overmåde behageligt, og Samtalen – fra 7 – 1 ¾ – livlig og uden Afbrydelser.
Deuntzer har gjort Alvor af sin Trussel og har hjemsendt Rigsdagen efter at Traktaten med Amerika om Afståelsen af de vestindiske Øer er bleven forkastet af Landstinget med 2 Stemmers Majoritet.
Preben og jeg have haft en vidunderlig dejlig Aften på Casino. Det var til Fru Oda Nielsens Velgørenhedsforestilling, ved hvilken Sardous Odette opførtes. Siden jeg i 1895 så Eleonora Duse i Kameliadamen har jeg ikke været så grebet nogen Teateraften som denne.
Bagefter var vi til Odette, der atter denne Gang gjorde et stærkt Indtryk på os. Hjemme hos Gohrs udspandt der sig en lang Diskussion om Stykket.
Efter Ministeriet var jeg ude at besøge Albrecht Schmidt i Fasangården. Han blev øjensynlig glad ved at se mig og udbrød: ”Nej Goddag Herr Greve, det var da morsomt”.