Sov udmærket inat. Arbejdede på Storkansleren. Emmeluth var hos mig om Eftermiddagen.
Arbejdede på Storkansleren. Havde Forhandlinger om Eftermiddagen med Emmeluth der havde haft lange Konferencer med Svend Melsing, som var opfyldt af Taknemmelighed over min Hjælp til Starten af hans Teaterforetagende.
Meget uartigt Brev fra Karl Gustav, hvem jeg gav et Svar, der både havde Næb og Klør. Havde mange Breve at skrive, blandt andet for at ordne den tyske Regerings Forstattaches Besøg i de langelandske Skove; sendte også Fru Bretton-Meyer et langt Brev.
Arbejdede på Storkansleren. Svend Melsing var her om Eftermiddagen; han havde ikke fået det forrige Betty Nansen Teater i Leje, den nye Ejer ville ikke leje det ud; alle mulige Jern er i Ilden for at forhindre, at Teatret blev omdannet til en Danserestaurant, som der nu er Tale om.
I dag for 60 År siden flyttede jeg til Roskilde, og et nyt betydningsfuldt Afsnit af mit Liv begyndte. Blev færdig med det første Kapitel af Storkansleren VII.
Fru Jensen, der har en Søster i Odense, fortalte, at Spektaklerne var begyndt med, at nogle unge Mennesker havde fået fat i de tyske Soldaters danske Piger, havde raget alt Håret af dem, hvorpå de kylede dem i Odense Å.
Et meget alvorligt og indtrængende Opråb til det danske Folk fra Regering og Rigsdag i Anledning af de sidste Dage med de uafbrudte Optøjer og Sabotagehandlinger; Opråbet skildrer vores Stilling som yderst farlig. Stadig brændende Hede; sad længe i min Have og nød Varmen.
Der er nu erklæret Undtagelsestilstand, ingen må gå ud efter Solnedgang, Teatre, Biografer, Restaurationer lukker om Aftenen (men der må gives Eftermiddagsforestillinger). Det danske Politi er afsat, det tyske Militær overtager Opretholdelsen af Ordenen, Telefon, Telegraf, Postvæsen er afbrudt.
Kaj Munk er blevet myrdet, temmelig sikkert af Medlemmer af Schalburgkorpset; en kendt Borger i Slagelse er også blevet myrdet; der er Forfærdelse hele Landet over; alle forstår, at Kaj Munk skulle dræbes, fordi han så ofte havde tilkendegivet sin Uvilje mod Tyskerne.
Var til Generalprøven på Det Ny Teater og så Rebecca. Publikum bestod næsten udelukkende af Skuespillere, Teaterdirektører, Bladanmeldere og Forfattere, Erling Schrøder så ud, som om han gerne ville hilse på mig; Hans Henrik Krause så godt ud, ligeså Knud Rex.
Skrev til Svend Melsing min Opfattelse af Celestina, telegraferede til Hanses 61-Års Fødselsdag.
En meget uhyggelig Nat: Et Kvarter over elleve lød et forfærdeligt Brag, efterfulgt af to omtrent lige så stærke; det må have været et Sted her i Nærheden; endnu aner jeg ikke, hvor.
I går blev der pebet og hysset af det engelske Stykke på Frederiksberg Teater Privatliv; det er såmænd ærlig fortjent; det er et gement og liderligt Stykke.
En Time efter Middag kom Svend Melsing op til mig for at meddele, at han og Karl Gustav nu havde fået afsluttet Fred med hinanden.
Da Olga var gået, kom Karl Gustav, der er meget optaget af sin Rolle i Celestina og læser det meste af Dagen udenfor Teaterarbejdet på den.
Var til Sæsonens første Symfoni-Koncert, ved hvilken Thomas Jensen dirigerede Brahms første Symfoni, der fik det til at løbe koldt ned ad Ryggen på mig, så dejligt var det; det var særlig anden Sats, der betog mig. Talte med Astrid-Breton-Meyer.
Om Aftenen kom Svend Melsing, der var meget opbragt over Presseforfølgelsen af ham.