Arbejdede på Storkansleren. Karl Gustav var herhenne med de Papirer, jeg skulle bringe Kontorchef Boas.
Karl Gustav kom meget nedtrykt og i dårligt Humør op og meddelte mig, at Justitsministeriet havde meddelt Makwarth Bevilling til at lede Allé-Scenen efter Indstilling af Teaterrådet.
Der rejser sig Vanskeligheder for Makwarth med Hensyn til hans Lejemål af Allé-Scenen, idet Melsing har skruet Lejen så højt op, at Makwarth ikke mener at kunne betale den.
Idag for et År siden oplevede vi en slem Dag. Den nye Direktør for Allé-Scenen, Makwarth aflagde mig Takkevisit; jeg syntes rigtig godt om ham, han er høflig og velopdragen, man kan tale roligt med ham.
Det lader til, at de Allierede også vil kaste hele Balkanhalvøen i Gabet på Rusland. Finland vil vist hurtig blive forvandlet til en Bolsjevikrepublik således som Østersøstaterne. Dronningen af Hollands Bolig i London er ødelagt af en Robotbombe, og Wilhelmine er flygtet ud på Landet.
Arbejdede på Storkansleren. Havde Forhandlinger med Emmeluth, mest om min Ordning med Allé-Scenen. Var i Det Kongelige Teater, hvor jeg hørte Donizettis Don Pasquale, hvor er den italienske Musik dog let at få fat på, hvor den glider let gennem Ørerne!
Karl Gustav sad et Par timer hos mig om Formiddagen. Han bad indtrængede om at skrive til Frederik Schyberg i Anledning af hans smukke Kronik om den nye Udgave af Fru Heibergs Erindringer, som både min Søn og jeg er meget begejstrede for. I dag skulle min Søn til Prøve på Allé-Scenen.
Kehler sendte mig min Kontrakt med Direktør Miskow Makwarth og Kontrakten mellem min Søn og Makwarth. Mordene og Overfaldene her i København og over Landet tager daglig til. Gik en Tur i den smukke Damhuspark.
Arbejdede på Storkansleren. Besøgte Svend Melsing, der lå i Sengen; al Modgangen og de gemene Forfølgelser fra Pressens Side har angrebet hans i Forvejen syge Hjerte.
Der kæmpes nu for anden Gang i denne Krig om det ulykkelige Polens Hovedstad, Nordfrankrigs Byer ødelægges; nu står de kæmpende Hære ved Siegfriedlinjen, der sikkert er i bedre Stand end Maginotlinjen var det. Tyskerne plejer at have deres Ting i Orden, det plejer Franskmændene ikke.
Atter alvorlige Begivenheder, det er fremkaldt af en ny Strid mellem det danske Politi og den tyske Værnemagt, der utvivlsomt med rette, beskylder Politiet for roligt at se til, når der er Optøjer og Overfald, hvilket nu hører næsten til Dagens Orden.
Talte med min Nabo Lundsten, der sagde, at der den Aften, da Gadekampen fandt Sted her på Frydendalsvej, også trængte Kugler ind gennem Ruderne i hans Villa, både hos ham og i Stuen, flere andre Villaer i Nærheden blev ramte.
Var hos Rostgård for at få min månedlige Indsprøjtning; han fortalte, at hans Datter, der arbejder på et Kontor i Amaliegade, fra Vinduet havde overværet Kampene i Kvarteret.
Georg Jørgensen var rørende glad over Skilderiet, også fra Herman Palludan fik jeg et pænt Takkebrev; han er glad ved nu at have fået Ansættelse ved Aarhus Teater; hvor er det en lykkelig Lod at være i Stand til at hjælpe andre.
Var til Premieren på Allé-Scenen, hvor der havde været udsolgt i en hel Uge; der var Masser af Bekendte; jeg sad ved Siden af den pæne, men meget snobbede Fru Direktør William Hansen og hendes Mand; det var lykkedes de Damer, der render efter mig, at få Billet.
Smukt Brev fra Hans Bendixen, som jeg havde det romantiske Møde med; Sammen på Bænken i Østre Anlæg.
Inderligt kærligt Brev fra Karl Gustav; Billetterne rives væk til Forestillingen på Allé-Scenen, undertiden flere Dage i Forvejen.
Var i Allé-Scenen til en skandaløs Fremførelse af Båndet, Eyvind Johan-Svendsen var plakatfuld.
Starck er blevet fast engageret til Allé-Scenen.