Spiste i Drachmannskroen, hvor den pæne og rare Jørgensen serverede for mig; Jørgensen sagde, at både Teatre og Restauranter havde adskillig mindre Søgning siden Englændernes Bombardement af Byen.
Var til en meget morsom Eftermiddagsforestilling på Nygadeteatret, hvor jeg så Sarauws Peter den store og morede mig kosteligt over Peter Malbergs udmærkede Spil som Balder Svanemose, der blev Hovedrollen gennem Skuespillerens rigt facetterede og nuancerede Spil.
Var til Generalprøve på Folketeatret til Hans Brixes og Kaj Munks Præsten i Vejlby, som jeg havde Fornøjelse og ingen Ærgrelser af at se, for der var ingen Uartigheder og ingen munkske kåde Bukkespring.
Gik i Landbohøjskolens Have og lod mig varme af Solen. Langt Brev fra Karl Gustav, der med Selvglæde skriver om, hvorledes han må arbejde både med Teater og Filmarbejde.
Kehler telefonerede til mig, at Fru Nansen var død i Nat som følge af en Hjertelammelse, der var stødt Lungebetændelse til; Stakkels, det blev en trist Afslutning på hendes Liv, og det hun havde glædet sig til, at fejre sin 70 Års Fødselsdag og 50 Års Jubilæum som Skuespillerinde, nåede hun ikke.
Så for anden Gang Pelikanen, der allerede tages af Plakaten på Lørdag, altså en regulær Fiasko; hvorfor trak Strindbergs Frøken Julie stadig fuldt Hus henne i Riddersalen, medens ingen vil se Pelikanen?
Overordentlig smukt Brev fra Direktør Svend Melsing. Også Paul sendte en Takkeskrivelse, fordi jeg havde bidraget til Gaven, til hans 60 Års Fødselsdag, en Buste af ham. Det er langt pænere på den Måde, et trykt Takkecirkulære er ingen Opmærksomhed.
Efter Massagen hvilede jeg, til jeg skulle spise Middag og derpå med Linje 15 til Folketeatret. Overalt på Gaderne så man Folk tilkendegive deres Glæde over, at Kongen havde genoptaget Regeringens Førelse. Så Giraudoux' Amfitryon 38 med Henrik Bentzon og Else Skouboe i Hovedrollerne.
Sendte Afslag til den Kreds af Skuespillere, der have anmodet mig om at købe Betty Nansen Teatret.
Et sørgeligt Tid og Tegn at Betty Nansen Teatret skal omdannes til en Variete. Karl Gustav kom op til mig om Eftermiddagen, denne Gang trist og misfornøjet, at forskellige Grunde.
Kehler bemærkede meget rigtigt, at Karl Gustav havde det som Blommen i et Æg.
Direktør Melsing var hos mig hele Eftermiddagen og meddelte mig sine Planer, han håbede at kunne leje Betty Nansen Teatret, og jeg lovede at give det samme årlige Tilskud, som jeg gav Odense Teater og senere Betty Nansen Teatret.
Karl Gustav havde i går mødt Esther Scheel, der havde sagt: ”Nu er vi altså Landsmænd,” hun er ivrig Langelænderinde. Svend Melsing havde talt til Karl om et Engagement ved det forhenværende Betty Nansen Teatret.
Var meget tidligt oppe og arbejdede på ”Storkansleren”, til Svend Melsing kom. Han meddelte mig, at Henrik Bentzon havde købt det tidligere Betty Nansen Teatret og ønskede nogle Medaktionærer.
rbejdede på ”Storkansleren”. Besøg af Svend Melsing, der bragte mig sit Fotografi, hvorpå der stod ”Fra Svend til Frits”.
Mussolini er kastet til Side af sit eget Parti. Arbejdede længe på Storkansleren.
Sov udmærket inat. Arbejdede på Storkansleren. Emmeluth var hos mig om Eftermiddagen.
Arbejdede på Storkansleren. Havde Forhandlinger om Eftermiddagen med Emmeluth der havde haft lange Konferencer med Svend Melsing, som var opfyldt af Taknemmelighed over min Hjælp til Starten af hans Teaterforetagende.
Arbejdede på Storkansleren. Svend Melsing var her om Eftermiddagen; han havde ikke fået det forrige Betty Nansen Teater i Leje, den nye Ejer ville ikke leje det ud; alle mulige Jern er i Ilden for at forhindre, at Teatret blev omdannet til en Danserestaurant, som der nu er Tale om.
Fru Jensen, der har en Søster i Odense, fortalte, at Spektaklerne var begyndt med, at nogle unge Mennesker havde fået fat i de tyske Soldaters danske Piger, havde raget alt Håret af dem, hvorpå de kylede dem i Odense Å.