Gik i Landbohøjskolens Have og lod mig varme af Solen. Langt Brev fra Karl Gustav, der med Selvglæde skriver om, hvorledes han må arbejde både med Teater og Filmarbejde.
Kehler telefonerede til mig, at Fru Nansen var død i Nat som følge af en Hjertelammelse, der var stødt Lungebetændelse til; Stakkels, det blev en trist Afslutning på hendes Liv, og det hun havde glædet sig til, at fejre sin 70 Års Fødselsdag og 50 Års Jubilæum som Skuespillerinde, nåede hun ikke.
Så for anden Gang Pelikanen, der allerede tages af Plakaten på Lørdag, altså en regulær Fiasko; hvorfor trak Strindbergs Frøken Julie stadig fuldt Hus henne i Riddersalen, medens ingen vil se Pelikanen?
Sendte Afslag til den Kreds af Skuespillere, der have anmodet mig om at købe Betty Nansen Teatret.
Hellan Kolbye besøgte mig lige inden han skulle tilbage til Odense; fra mig skulle han hen at spise Frokost hos Svend Fridbergs Forældre og derefter være ene med den Elskede, lige til han skulle afsted på den i vor Tid så ubehagelige og besværlige Rejse til Odense.
Havde en rar Eftermiddag henne i Kinopalæet, hvor jeg for anden Gang så Hans Onsdagsveninde. Karl Gustav så så godt ud; det upålidelige, der er i hans Karakter, har han ikke vanskeligt ved at gengive i Rollen her; lo hjerteligt over Peter Malberg som Baldur Svanemose.
Et sørgeligt Tid og Tegn at Betty Nansen Teatret skal omdannes til en Variete. Karl Gustav kom op til mig om Eftermiddagen, denne Gang trist og misfornøjet, at forskellige Grunde.
Kehler bemærkede meget rigtigt, at Karl Gustav havde det som Blommen i et Æg.
Direktør Melsing var hos mig hele Eftermiddagen og meddelte mig sine Planer, han håbede at kunne leje Betty Nansen Teatret, og jeg lovede at give det samme årlige Tilskud, som jeg gav Odense Teater og senere Betty Nansen Teatret.
Karl Gustav havde i går mødt Esther Scheel, der havde sagt: ”Nu er vi altså Landsmænd,” hun er ivrig Langelænderinde. Svend Melsing havde talt til Karl om et Engagement ved det forhenværende Betty Nansen Teatret.
Var meget tidligt oppe og arbejdede på ”Storkansleren”, til Svend Melsing kom. Han meddelte mig, at Henrik Bentzon havde købt det tidligere Betty Nansen Teatret og ønskede nogle Medaktionærer.
Nød rigtig Haven og dens Blomster. De allierede trænge stærkt frem på Sicilien; Russerne er sikkert meget opbragte over, at dets Allierede ikke opfylde Stalins inderlige Ønske om, at de må angribe Balkanhalvøen.
rbejdede på ”Storkansleren”. Besøg af Svend Melsing, der bragte mig sit Fotografi, hvorpå der stod ”Fra Svend til Frits”.
Mussolini er kastet til Side af sit eget Parti. Arbejdede længe på Storkansleren.
Sov udmærket inat. Arbejdede på Storkansleren. Emmeluth var hos mig om Eftermiddagen.
Arbejdede på Storkansleren. Havde Forhandlinger om Eftermiddagen med Emmeluth der havde haft lange Konferencer med Svend Melsing, som var opfyldt af Taknemmelighed over min Hjælp til Starten af hans Teaterforetagende.
Arbejdede på Storkansleren. Nielsen fortalte mig, at han havde talt med en dansk Arbejder, der lige kom fra Hamburg; Manden havde mistet sin Kone og sit eneste Barn under det sidste Bombardement.
Arbejdede på Storkansleren. Svend Melsing var her om Eftermiddagen; han havde ikke fået det forrige Betty Nansen Teater i Leje, den nye Ejer ville ikke leje det ud; alle mulige Jern er i Ilden for at forhindre, at Teatret blev omdannet til en Danserestaurant, som der nu er Tale om.
Fru Jensen, der har en Søster i Odense, fortalte, at Spektaklerne var begyndt med, at nogle unge Mennesker havde fået fat i de tyske Soldaters danske Piger, havde raget alt Håret af dem, hvorpå de kylede dem i Odense Å.