Borgmester Chemnitz i Haderslev er bleven afskediget som følge af hans brutale Adfærd overfor de danske Skuespillere. Der kan man dog se at det var ganske godt vi for en Gangs Skyld satte os på Bagbenene, ellers var den Sag helt dødt hen.
Spiste Frokost hos Haffner og var så til Te hos Albrecht Schmidt ude på Lykkesholms Alle. Han var meget glad ved sin optræden i Jeromes Den sidste Gæst, som jeg lover mig meget af i morgen.
Besørgede en Del Skriveri og gik så en ganske kort Rundgang i Bedriften. Brev fra Wittrup, at man i Italien bestemt venter Landets Deltagelse i Krigen mod Østrig i Marts, han gruer for det da han samtidig venter en Revolution over hele Halvøen.
Var henne på Hofteatret for at se de historiske Steder og Museet, en særlig Patina syntes mig at hvile over Michael Wiehes og Høedts Påklædningsværelse bag Scenen.
Arbejdede længe på Det Kongelige Bibliotek, ude i Forhallen talte jeg med Robert Neiiendam, vi drøftede Hans Chr. Knudsen i Anledning af at jeg skriver om ham i tredje Del af ”Generalen” og Neiiendam har overladt mig et interessant Billede af Knudsen til Bogen.
Redaktør Paul Dreyer fra Fyns Stiftstidende var her til Frokost med sin nydelige unge Frue.
Var henne i Teatermuseet og fordybede mig rigtig i dets Skatte. Fejrede Gensyn med min Ungdoms og Barndoms Teatersværmerier, hvor var dog Marie Hunderup, født Andersen yndig!
Var om Aftenen i Tivolis Koncertsal at høre den svenske Operasanger Sigurd Bjørling, der har en fager Stemme, men han sang de mest lidenskabelige Arier uden den mindste Affekt og med et aldeles ubevægeligt Ansigt; hvor er Kapelmester Thomas Jensen dog charmerende.
Skrev en Masse Breve blandt andre til Direktør Rungwald og Redaktør Poul Dreyer i Anledning af Odense Teaters Legat; sendte Robert Neiiendam de interessante Teaterplakater, den venlige mig ukendte Mand i Aarhus havde sendt mig.
Den tropiske Hede tager til, i dag viser Termometret 22 Grader i Skyggen; Karl Gustav besøgte mig; vi sad på Havetrappen under markisen. Spiste i Drachmannskroen, hvor Paul Jørgensen fortalte mig om sine Oplevelser i Nansensgade under Gadekampene.