Og så havde jeg netop talt så meget om ham med Houmark, da han er Viggo Jarls faste Forbindelse, de er gamle Klassekammerater og have stået i Forhold til hinanden lige siden dengang, han hørte uden Forbavselse på det, da jeg fortalte ham, at Viggo Jarl kom til Lundsgaard til Sommer.
Christian havde fyret lidt for stærkt inde i Sovekammeret, og jeg behøvede blot at gå fra dette ind i den koldere Stue ved Siden af for straks at blive forkølet. Var til overmåde behagelig Middag hos de rare Juels på Hverringe.
Fulgtes med Hellborns til Odense, hvor jeg mødte Hofman-Bang og passiarede med ham på hele Turen.
Blodig Borgerkrig i Finland, de yderliggående Socialdemokrater synes at have tilrevet dem Magten, det er Bolsjevikkernes Propaganda, der virker, I Tyskland er der omfattende Strejker, ja, Verden knager i sine Fuger.
Kom et langt Stykke frem i Storkansleren, nød rigtig det Arbejde, ligesom de andre Dage. Medens jeg hvilede efter Spadsereturen, kom Karl Gustav for på Fru Betty Nansens Vegne, at takke for min Hjælp til Teatrets Drift.
Overlæge Borberg kom og så til mig, og jeg klagede min Nød til ham over Tvangstankerne. Det er en Sygdomsform, som er almindelig mellem hans Patienter; han gav mig nogle Piller, som skulle oplive og derved dulme Tvangstankerne.
Sverige venter engelsk Indfald i Landet og ruster sig til Tænderne; underligt er det ikke, at Svenskerne frygter en engelsk Sejr, efter at Eden i Underhuset har udtalt, at efter Freden skal hele Østeuropa overlades til Rusland.
Arbejdede hele Eftermiddagen med Fru Reinhold-Jacobsen, der i Pauserne fortalte om alt det, hun havde fået at vide af den unge Holm, der lige er kommet hjem fra Tyskland.
Bartholdy besøgte mig; han var meget knuget om Ruslands skændige Behandling af Finland, der er tvunget til at idømme de Statsmænd, der, på hele det finske Folks Vegne, erklærede Rusland den anden finsk-russiske Krig, medens ingen tænker på at straffe Rusland for Krigserklæringen 1939.
Stalin optræder med større og større Frækhed, nu har [han] ladet sine Tropper rykke mod Teheran. Arbejdede på Storkansleren.