Havde en rar Eftermiddag henne i Kinopalæet, hvor jeg for anden Gang så Hans Onsdagsveninde. Karl Gustav så så godt ud; det upålidelige, der er i hans Karakter, har han ikke vanskeligt ved at gengive i Rollen her; lo hjerteligt over Peter Malberg som Baldur Svanemose.
Karl Gustav havde plaget mig til at se Dagmarrevyen, noget dumt Tøjeri, som ikke engang var morsomt.
Kehler bemærkede meget rigtigt, at Karl Gustav havde det som Blommen i et Æg.
Dybt bedrøvet ved Tanken om, at Englænderne have halvt ødelagt Kølner Domen; Englænderne er Vandalernes og Hunnernes Efterfølgere. Var til en dejlig Mozart-Koncert i Tivoli; smukkest var Aksel Schiøtzes Foredrag af Ottavios Arie af Don Juan.
Redaktør Asger Kanstrup vil have mig til at svare offentligt på de mange Indlæg, min Afhandling om Livet efter Døden har givet Anledning til; jeg kunne nok have Lyst til det. Var for anden Gang henne at se Dagmarrevyen.
Vågnede ved Lyden af et voldsomt Brag; senere på Dagen fik jeg at vide, at det var en engelsk Faldskærmsjæger, der havde kastet en Bombe ind i Dr. Perses Klinik, der var blevet overtaget af Tyskerne og anvendt til at danne Rum for Fabrikeringen af et eller andet.
Atter denne Nat næsten søvnløs; ikke desto mindre var jeg særlig godt oplagt til Arbejdet på Storkansleren og skrev 3½ Time uden Ophør. Ibsen havde talt med en af de højere tyske Officerer her i Byen og hørt, at Tyskerne forberedte et Angreb på hele England, ikke alene London.
Hitler har ladet den norske Hærs Officerer føre til Tyskland; hvad mon der skal ske med dem? De, som have sluttet sig til Nazismen slipper fri; det ventes, at de andre vil blive skudte. Nu er der endelig kommet Sol og en lille smule Varme, sad længe i Solen og lod mig bage af Solen.
En meget urolig Nat med stadig Automobilkørsel i min Gade; mine tyske Genboer, Gestapomændene, talte højt og kommandere, jeg hørte Ordet: Vorsicht. Jeg var klar over, at uhyggelige Ting foregik, og det blev bekræftet af Henrik, da han kom ud til mig om Morgenen.
Inat er Magasin Du Nord sprængt i Luften. Karl Gustav sad et Par timer hos mig om Eftermiddagen. Uhyggeligt med de mange nye Dødsdomme, nu skal Fru Wichfeld fra Engestofte henrettes i Morgen; hun er engelsk og har arbejdet for England.
Arkivar Hassø var her for at tale med mig om forskellige Sager; han var meget betaget af, at Rigsarkivar Axel Linvald har måttet flygte, da hans Kone er Heljøde, han er i Sverige, hvorhen de Tusinder af danske Jøder er flygtede.