Jeg har fået en Kurv. Jeg har friet til Henny Moltke og hun har svaret nej, uagtet hun i over et År har givet det Udseende af at hun var forelsket i mig. Hun ville ligesom nødig sige nej og svarede undvigende, da jeg spurgte hende om det skulle betyde nej, nikkede hun bekræftende.
Jeg kørte i Automobil ned til Roskilde sammen med Faderen og Onkel Julius. Den uniformerede Forsamling ude på Domkirkepladsen så imponerende, men noget for broget ud til den sørgelige Anledning.
Vincens Leth kom om Morgenen for at følges med Hans og mig til Onkel Julius’ Begravelse. Vi kørte i Automobil til Rudkøbing, hvor Ekstraskibet, der skulle sejle Langelænderne over til Svendborg, havde Dampen oppe.
Preben og jeg var til Grevinde Schacks Begravelse; Provst Fenger gav en meget rammen Karakteristik af den betydelige Kvinde, der nu er gået bort.