I Dag måtte jeg altså efter Timen med Manuduktøren hen at gøre Hoveriarbejde hos Fader; det er for Resten påfaldende, hvor meget venligere han er imod mig når han er i København, end når han er på Langeland.
Jeg havde stolet alt for sikkert på at jeg kunne tiltræde min Rejse så snart jeg kom hjem fra den nødvendige Københavnstur, for imorges var der Brev fra Moder om at Kronprinsen og Kronprinsessen kom til Tranekær 1ste og 2den December.
Spiste min Middag her på Hotellet og så derefter Penelope på det Kgl. Teater – et temmelig tomt og tyndt Lystspil, der stærkt grænser til Farcen – det sørgelige er, at vore kongelige Skuespillere netop spiller den Slags Stykker á la perfection.
Så var jeg ude hos Viktor Lange, den gammelkendte ”Ørelæge” og afleverede Veisses Brev. Han er den gammeldags Lægetype, fuld af faderlig overstrømmende Velvilje og med et endeløst Snakketøj, han var i høj Grad laudator temporis acti.
Brev fra Viggo, blev noget skuffet over det. Tonen var så underlig reserveret, måske kommer det af nogen Depression over Sygdommen hos Moderen.
Tog afsted til Tranekær, led og ked af det hele, hvor Livet dog er en Plage. I Stenstrup kom Lof og Kone ind i min Kupe sammen med deres lille 15 måneders Pige. I en forrygende Snestorm og i Mulm og Mørke kørte jeg fra Rudkøbing til Tranekær, hvor Onkel Isses, Hanses og Kai var ankomne.
Til min store Glæde kom der Brev fra Viggo med Billede af hans sidste Værk, Sejrherren fra Marathon, jeg viste det til Moder, der taler med så varm Sympati om Viggo. Der var også et Kort fra Axel Heine med et smukt Vers. Med Faderen og Hans oppe at se det store Ostelager på Mejeriet.
Langt, kærligt Brev fra Viggo, skrevet på Løndal. Læste i Ibsens Brand, men måtte tænde Lys Kl. 12 på Grund af det buldrende Mørke. Efter Frokost aflagde jeg nogle Visitter nede i Byen.
Viggo er mageløs hensynsfuld og kærlig imod mig, trods de foruroligende Efterretninger om Moderens Tilstand, der hvert Øjeblik kan bevirke, at han over Hals og Hoved må rejse over til Løndal kommer han op til mig og telefonere desuden flere gange om Dagen til mig.
Søndag Morgen og Solskin, og der blev intet af Viggos og min Tur. Pigen bragte mig en Telefonbesked fra ham: ”Hr. Jarl kommer op til Greven Kl. halv fire”, hverken mere eller mindre.
Viggo ringede mig op i Telefonen imorges, hvor jeg tydeligt kunne høre hans elskede Stemme.
Jeg gik straks efter Te ud i Rosenvænget og ringede på i No 32, gav den svenske Pige Brevet til Viggo, jeg havde selv kun skrevet ganske sagligt og indlagt Moders Indbydelse til på Torsdag samt det smukke Brev fra Houmark.
Preben og jeg var til Eftermiddagsforestilling ude på Alexandrateatret, den søde Preben morede sig godt. Forleden ved Hoffet havde Kronprinsen sagt til ham, at han meget ønskede, at jeg skulle blive Chef for Det Kongelige Teater.
Var til Kuren på Amalienborg. Den unge Kronprins så helt pæn ud i sin Sekondløjtnantsuniform. Udenfor Barberen i Phoenix stødte jeg på Frederik Treshow, der præsenterede en ualmindelig net voksen Søn for mig, han er meget høj og ligner sin onkel, Danseren Uhlendorff.
Jeg sad oppe i min Stue og ventede på det Øjeblik da den elskede Viggo skulle komme. Sad og læste i Martha Ottesens Danmarks Grænsevagt mod Syd da jeg hørte den lette gule Vogn køre op ad Banken. Viggo så så glad ud, det kunne jeg se oppe fra mit Vindue.
Viggo kom ind til mig om Morgenen i min Stue og hilste mig som altid med et Kys. Da vi havde siddet lidt og talt gik vi rundt at se Huset, vi var helt oppe i Prebens og min gamle Dagligstue. Så på Malerierne i Underværelserne.
Fru Hansen kom ud i Døren at hilse på mig, hun og Manden havde haft megen Glæde af Festen for Skovriderens Søster, Billedhugger Steins Enke, der blev 80.
Da jeg kom hjem var Preben der, han kom lige fra Kejserinden, der var meget irriteret over at Storfyrst Cyril havde udråbt sig selv til Kejser, skønt hun fastholder, at begge hendes Sønner lever.
Sad først lidt inde hos Starck på hans Værelse, så kom Frøken Holmblad ind og bad os drikke Te med hende, hun ser så træt, distræt og forpint ud, hun holder vist meget af Starck, blev ganske forbavset ved at erfare, at Frøken Holmblad var 68 År.
Var oppe på Amalienborg for at kondolere. Det klædte Axel at se bedrøvet ud, hans Udtryk havde ikke det sædvanlige markante. Havde en nydelsesfuld Aften i Folketeatret, hvor Bodil Ipsen spillede i Bissons Hvem er hun? Jeg var dybt grebet og græd under den sidste Scene.