Inde hos Barberen traf jeg den unge Bent Holstein, han var som altid Fyr og Flamme for den sønderjyske Sag, arbejdede for Flensborg, meget eksalteret er han. Havde en meget interessant Aften ude i Politikens Sal, hvor Strindbergs dybt virkelighedstro Frøken Julie blev opført.
Var henne hos Pasfotografen for at blive fotograferet til Passet til min Rejse til Sønderjylland Dagen efter Afstemningen i første Zone – mit Hjerte banker stærkere hver Gang jeg tænker på den Rejse.
Det er et fuldstændigt Triumftog, H.P. Hansen har foretaget fra Sønderjylland til København, i Korsør og Roskilde var der Jubel, i København var der samlet 40.000 Mennesker foran Banegården for at tage imod ham.
I dag finder Flensborgtoget Sted i København, det vil vist få en umådelig Tilslutning.
Hvilken Vrede der er mod Danmark i hele det tyske Rige, et tysk Blad skriver således, at Tyskland hader ikke Danmark, dette Land er ikke det tyske Riges Had værdigt, man foragter det.
Var henne at besøge Houmark, der talte om, at Karl Gustav havde gode Chancer for at komme til Det Kongelige Teater, Teaterforholdene er ellers rent desperate.
På Vejen hen til Saga Bio så jeg på to Steder Sammenstimlinger; jeg går principmæssigt en lang Bue udenom, når jeg ser, der er Opløb et eller andet Sted, man skal ikke af bare Nysgerrighed gøre det endnu vanskeligere for Politiet.
Var i Kino-Palæet til den nydelige Film Alle Mand på Dæk, som jeg glædedes og rørtes ved.
Nu kommer Betty Nansen med en ny Overraskelse, hun vil benytte det gamle Casino til Biografteater; hun er en urolig gammel Dame, og som hun kan gøre Reklame, hun vil også gøre religiøs Propaganda ude på Casino og lader til at have fastholdt sine Oxford-Forbindelser.
Havde en rar Eftermiddag henne i Kinopalæet, hvor jeg for anden Gang så Hans Onsdagsveninde. Karl Gustav så så godt ud; det upålidelige, der er i hans Karakter, har han ikke vanskeligt ved at gengive i Rollen her; lo hjerteligt over Peter Malberg som Baldur Svanemose.
Var meget tidligt oppe og arbejdede på ”Storkansleren”, til Svend Melsing kom. Han meddelte mig, at Henrik Bentzon havde købt det tidligere Betty Nansen Teatret og ønskede nogle Medaktionærer.
Rart Besøg af Karl Gustav. Var henne i Carlton-Teatret og så Sarauws Film Teatertosset, der gør så megen Lykke over hele Danmark.
Var meget tidlig oppe, spadserede en Tur i min Have og tog straks [fat] på Arbejdet med Storkansleren. Var i Palladium og så en smuk og stemningsfuld Film De tre Skolekammerater, der mindede mig om mine Skoleår i Roskilde og min senere Forbindelse med Byen.
Havde en Del Godskorrespondance; glimrende Driftsoverskud på Korsebølle; Lovede at hjælpe Godslæge Rasmussens Enke, der gerne vil have den ene Søn på Sorø Akademi. Om Eftermiddagen så jeg Filmen Teatertosset på Carlton-Teatret.
Odensebladene taler meget rosende om Karl Gustav; min Søn har været underkastet et langt Interview af Fyns Venstreblad; det er holdt i en kåd og drengeagtig Tone og omhandler både hans Ægteskab og Forholdet til mig og mange andre Ting, som ikke vedkommer Publikum.