En rar Formiddag. Besørgede en Del Skriveri og begav mig per Cykel ind til Kerteminde, hvor Folk stod i Grupper foran Husene og på Gadehjørnerne og talte med Ængstelse om Krigen.
Den elskværdige Doktor Hellbom kom til Frokost, vi talte mest om Krigen. Han fortalte, at han af sin tyskgifte Søsters Meddelelser havde det indtryk, at Begejstringen for Krigen var i kendelig Aftagen i Tyskland som følge af de frygtelige Mandefald.
Folk i Odense vare ængstelige for hvad der ville hænde os den ominøse 18. Februar, når den preussiske Trussel skal sættes i Værk, nogle mene at Preusserne ville lægge Beslag på vor Udførsel og samtidig fylde vore Sunde og Bælter med Undervandsbåde.
Var i Folketeatret og se Einar Christiansens nyeste Stykke Manden på Højriis.
En lykkelig, mindeværdig Dag! Jeg tog ind til Odense med 11 Toget, afleverede den store Buket ved Garderoben, lod mig barbere hos Beyer og sad derpå roligt en ¾ Tid på mit Værelse henne på Grand Hotel. Gik så hen på Banegården og mødte Viggo på Perrontrappen, han så smuk og god ud, den kære.
Var efter Te inde at sige Godmorgen til Moder, der lå i Sengen og læste Aviserne. Hun fortalte mig på det venligste, at Viggo var inviteret til den store Prinsemiddag her på Fredag, at man i hendes Kreds var kommet til at holde meget af ham, endog Tante Jessie syntes om ham.
Tog med Toget til Odense, hvor jeg straks tog ind på Grand Hotel, var derpå henne hos Fru Møller at blive manicureret og pedicureret. Var til en god Aften henne i Sønderjysk Samfund: Pastor Jensen, der et helt År har været Præst for de sønderjyske Krigsfanger i Frankrig.
Christian havde fyret lidt for stærkt inde i Sovekammeret, og jeg behøvede blot at gå fra dette ind i den koldere Stue ved Siden af for straks at blive forkølet. Var til overmåde behagelig Middag hos de rare Juels på Hverringe.
Talte med Friis om, hvorledes vi skulle ordne det med Brændselsleverance til Arbejderne, det bliver alt for dyrt for dem, Kullene er nu oppe i 15 Kr. Tønden, i øvrigt er der [fra] Ministeriet kommet Forbud mod Afholdelse af Skovauktion.
Fulgtes med Hellborns til Odense, hvor jeg mødte Hofman-Bang og passiarede med ham på hele Turen.
Kørte i Kupe til Odense med Fru Brienne, der var meget tilfreds med det stedfundne Fjerkrækursus og med min Ledelse af samme, vi talte også om de forbavsende hurtige Virkninger af den meget høje Spiritusafgift, Kønssygdommene er således i de 3 Uger gåede ned med 30 Procent.